Drypsten, vand og glas
Vandet i de gamle cisterner under Søndermarken må vige for glaskunst. I slutningen af august åbner Europas eneste mørkelagte kunstmuseum på adressen.
| Galleriejer Max Seidenfaden er idémanden bag Københavns nye museum. Foto: Torben Stroyer |
Det kunne ligne en slags drypstenshule med katedralagtig storhed. Men i slutningen af august bliver det Europas eneste kunstmuseum med vand på gulvet og fuldstændig uden dagslys.
Vi befinder os i cisternerne under jorden i Søndermarken over for Frederiksberg Slot. Her ligger godt gemt under springvandet et gammelt vandforsyningsanlæg. Tre vandbassiner med 16 millioner liter vand er tømt efter at have tjent den københavnske vandforsyning i over 100 år.
Vandet har efterladt tre imponerende og enestående rum, der skriger efter at blive brugt til kunst.
Ti-års lejekontrakt
Galleriejer Max Seidenfaden har lige siden kulturbyåret 1996 haft kig på mulighederne. Nu er han ankermand i et projekt, der skal resultere i indretning af et permanent museum for glaskunst i to af de gamle vandbeholdere.
Etableringen af det kommende danske glasmuseum hviler på et usædvanligt samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Slots- og ejendomsstyrelsen og den nystiftede forening ''De Frederiksbergske Slotshavers Venner'' med galleriejer Max Seidenfaden og hans kone Conny Seidenfaden som de drivende kræfter. Foreningen har lejet cisternerne for foreløbig 10 år.
| Hundredvis af drypsten som disse hænger ned fra hvælvingerne. Billedhugger Bjørn Nørgaard får til opgave at sikre nogle af dem. Foto: Torben Stroyer |
Museet skal være permanent med glaskunst fra Per Hebsgaards værksted som grundsamling. Værkerne vil desuden være af bl.a. følgende danske kunstnere: Robert Jacobsen, Carl-Henning Pedersen, Erik A. Frandsen, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Sven Dalsgaard, Tróndur Patursson, Arne Haugen Sørensen, Jens Birkemose og Peter Brandes.
I fuld gang
Den ene af de tre cisterner har tidligere været brugt til kunstudstillinger. Nu skal den anden af cisternerne tages i brug, og byggearbejdet er i fuld gang.
Ingeniørfirmaet NCC Danmark A/S er ved at bryde igennem fortidens stærke mure. Der skal bores huller to steder ind til den nye cisterne, og firmaet havde regnet med, at det kunne gøres på en måned. Men murene af sten og beton er over tre meter tykke, og efter halvanden måneds arbejde er firmaet først nu kommet igennem muren det ene sted.
I den første cisterne er der sparsom belysning bestående af et par udtjente teaterspots og levende lys. Men inde i den cisterne, som man netop er kommet ind til, er der mørkt som graven. Max Seidenfaden har en lommelygte med og viser rundt i det utrolige rum, som er helt uberørt. Ned fra loftet hænger hundredvis af meterlange drypsten. De er borte i den første cisterne - raget ned af besøgende og håndværkere. Akustikken herinde er ubeskrivelig. Selv den mindste lyd bliver hængende mellem de utallige søjler i rummet i op mod et halvt minut. Luftfugtighedsprocenten må være noget nær de 100 - et par steder driver små skyer af dis afsted.
Væggene i de underjordiske rum er af kraftige granitblokke, mens de mange symmetriske søjler, der bærer hvælvingerne, er bygget op af røde mursten og mørtel.
Granitblokke
Betongulvet har en bred rende, bestemt til at tage de sidste rester af vand ved aftapning. Langs væggene ses skrånende sider med midtplacerede sluser, hvor vandet kunne lukkes henholdsvis ind og ud.
Loftets hvælvinger er udført i formstøbt beton. De bærer springvandet og Søndermarkens grønne græs med hundeluftere, kondiløbere og legende børn.
Max Seidenfaden fortæller, at han har fået penge fra adskillige fonde og Frederiksberg Kommune til etableringen af museet.
Selve driften skal finansieres af entréindtægter.
»Om jeg så selv skal stå i billetlugen - så skal dette projekt lykkes,« siger han.
Når museet bliver færdigt, skal der også bygges to kæmpemæssige trekanter af glas over indgangen og nødudgangen.
»Søndermarken er jo en gammel rokoko-have, hvor alt er symmetrisk. Derfor skal vi også have bygget to ens trekanter for at bevare symmetrien,« fortæller Max Seidenfaden. Indgangspartierne når dog ikke at blive færdige til august.
Opførelsen af cisternerne begyndte i 1856. Anlægget stod færdigt tre år senere. Baggrunden for anlægget var vandforsyningsproblemer. Vandtårne var ikke opfundet endnu, og voldgravenes vand havde vist sig at være stærkt forurenet og medvirkende til udbredelsen af den store koleraepidemi i 1853.
Tømt i 1981
I begyndelsen blev der anlagt et stort sammenhængende bassin, som ikke var overdækket, men indhegnet af et dekorativt smedejernsgitter og efter statens ønske forsynet med et springvand til at bryde den gigantiske vandoverflade. Af hygiejniske grunde overdækkede man i 1889 bassinet. Springvandet springer fortsat den dag i dag.
Reservoiret blev delt i tre lige store rum, så eventuel forgiftning, smitte eller sabotage af vandet kunne begrænses mest muligt. Hvert cisterne-rum er 1440 kvadratmeter stort og fire meter dybt.
Efter at have været i brug konstant i mere end 100 år, blev hele reservoiret i 1981 tømt af brandvæsenet, så dets tilstand kunne undersøges. Det viste sig, at det særprægede vand-reservoir skulle kunne holde mindst 100 år endnu.