Fortsæt til indhold
Indland

Hansen-Nord trækker sig efter atom-udtalelser

Venstres energiordfører, Peter Hansen-Nord, trækker sig fra sin ordførerpost.

Det har Hansen-Nord meddelt sin partiformand, Anders Fogh Rasmussen, oplyser han.

Hansen-Nords tilbagetræden kommer efter medieblæst om hans udtalelser til pressen om, at Danmark ad åre bliver nødt til at overveje at indføre atomkraft - både på grund af både den internationale Kyoto-aftale om CO2-reduktion og på grund af EU's integration af medlemslandenes energimarkeder.

Anders Fogh Rasmussen tager Hansen-Nords afgang "til efterretning", siger han. Venstres folketingsgruppe vælger en ny energiordfører på fredag. Forinden vil gruppebestyrelsen komme med en indstilling om, hvem ledelsen gerne ser som afløser for Hansen-Nord, siger V-formanden.

Hansen-Nord siger til Ritzau, at han opgiver sin ordførerpost under indtryk af de seneste dages mediedækning og for ikke at skade Venstres og De Konservatives chancer for at vinde næste folketingsvalg.

- Jeg vil ikke skade det borgerlige Danmarks muligheder for en regeringsovertagelse, siger Hansen Nord.

På baggrund af et interview med Hansen-Nord skrev Berlingske Tidende fredag på forsiden, at "Venstre vil have atomkraft".

Et budskab, som partitoppen straks afviser samme dag, mens Hansen-Nord selv forklarer, at han bare havde sagt sin personlige mening. Venstres eget budkab er, at partiet ikke har som politik at genoplive den gamle debat om atomkraft, som et befolkningsflertal er imod. Til Ritzau siger Hansen-Nord, at han regner med at få skæld ud på Venstres gruppemøde tirsdag, og at "der er pludselig gået valgkamp i den".

Lørdag skriver Berlingske Tidende så, at "Venstre løber fra ja til A-kraft" Avisen henviser til formuleringer i partiets eget energipolitiske program om, at dansk energipolitik skal omfatte "et passende mix af brændsler, såsom kul, naturgas, olie, A-kraft og vedvarende energi".

Imens citerer avisen Hansen-Nord for at sige, at Venstre efter hans mening altid har haft atomkraft som en del af sin energipolitik. Formuleringerne i partiets energipolitiske program indebærer ikke - forklarer Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs i samme artikel - at partiet vil have etableret atomkraftværker i Danmark. Imens siger formanden for Venstres energipolitiske udvalg, Kim Andersen, at partiet for ti år siden vedtog på et landsmøde, at Venstre ikke er tilhænger af atomkraft.

Og Ekstra Bladet beretter, at Fogh Rasmussen er rasende over Hansen-Nords udtalelser, fordi de svækker regeringens bestræbelser på at få Sverige til at lukke atomkraftværket i Barsebäck.

Hansen-Nord siger lørdag til Ritzau, at mediedækningen efter hans mening har givet et "misvisende" indtryk af Venstre. Han afviser at uddybe, hvad han præcist finder galt.

- Det vil jeg ikke pille i. Men helhedsbilledet er forkert.

- Den historie var begyndt at leve sit eget liv, og det var fortsat i næste uge. Hvis det billede, der står i medierne, er skadeligt, så er det min opgave at trække mig, siger Hansen-Nord.

Han vil heller ikke oplyse, hvorvidt Fogh Rasmussen har bebrejdet ham at have skadet Danmarks forhandlingsposition i Barsebäck.

Hansen-Nord var for en måneds tid siden også på tværs af partitoppen, da han anbefalede et forlig med regeringen om at udjævne afgiftsforskelle mellem land og by for kraftvarmeværker. En sag, Fogh Rasmussen afviste med henvisning til partiets løfter om skattestop.

Hansen-Nord har aktuelt ikke haft andre ordførerposter end energi. Han betragter sig ikke som udelukket fra at få tildelt nye ordførerskaber.

I pressen er miljøordføreren, Hans Chr. Schmidt, på tale som Hansen-Nords efterfølger. Hansen-Nord har energiudvalgsmedlemmet, Helga Moos, som sin kandidat, når folketingsgruppen fredag stemmer om sagen.

/ritzau/