Fortsæt til indhold
Indland

Henrik Rosdahl død: Farvel til en brugskunstner

En af landets mest talentfulde og initiativrige kokke, Henrik Rosdahl, døde langfredag kun et halvt år efter, at han lukkede en af landets bedste restauranter for i stedet med bragende succes at åbne sit multimadværksted på havnen i Aalborg.

Af <a href=mailto:mads.stenstrup@jp.dk>MADS STENSTRUP</a>

Med den 37-årige restauratør Henrik Rosdahls alt for tidlige død langfredag morgen har Danmark mistet en af sine virkeligt talentfulde og mest initiativrige kokke. Det skete kun et halvt år efter at han med bragende succes åbnede, hvad der skulle ende som hans livsværk: Den kombinerede restaurant og fødevaretorv i Aalborg, der i al sin enkelhed bar hans efterhånden højt respekterede efternavn.

I modsætning til mange af sine grønhårede og kronragede unge kolleger, der med deres aggressive københavnske fremtoning agerer levende reklamer for deres køkkener, så havde vaskeriejerens søn fra Horsens noget ægte på hjertet.

Kvalitetsmad uden dikkedarer

Med udgangskunst i sin sublime brugskunst blev Rosdahls ærinde kvalitetsmad "uden dikkedarer", som han sagde. Væk med lørdagskyllingen og ind med de gode usnobbede råvarer, som han også prædikede hvert år for Aalborgs skolebørn på den "smagens dag", han fik indført i byens skole.

Ligesom de voksne troede på ham, når han foreslog kølig rødvin til fisk og hønsefond som hovedingrediens til saucen til bøffen.

Forventningerne var mange til, at Rosdahls slowfoodlinie i de kommende år ville slå igennem med den platform, han bl.a. gennem TV 2's udsendelsesrække "Hotellets køkken" havde skabt sig.

Begyndelse og slutning i Aalborg

Karrieren indledtes og afsluttedes i Aalborg, der inden Rosdahls gennembrud i 1990'erne gastronomisk primært havde hævdet sig ved Jomfru Ane Gades mange "tre-retter for en 50'er"-tilbud.

Sammen med hustruen Susanne fyldte han fra 1988 - mod alle odds - med succes bordene i sin lille kvalitetsbevidste Fiskerestaurant Penny Lane i Sankelmarksgade, langt fra byens populære værtshusgade.

Hvad den mand kunne gøre på sit gaskomfur med det rigtige stykke danske torsk, lidt fennikel, et par tomater og et skvæt olivenolie!

Fristedet Penny Lane

Rosdahl ville intet mindre end at gøre sit bedste, og år for år belønnedes han med stadig flere og flere stjerner af de danske madanmeldere. Uden brug af dyr staffage, men med hyggelige stearinlys og billige spots i loftet, hvid dug på klapsammenbordene og lånt kunst hos galleriet i naboejendommen udviklede intime Penny Lane med den stille jazz-musik på CD'eren sig til et fristed, som gastronomisk interesserede rejste på tværs af landet for at opleve.

Også uanset, hvad Rosdahl havde på dagens seks retters fiskeprægede menu, der ikke levnede gæsten nogle valgmuligheder. Brisler eller ej.

Rosdahl gik ikke på kompromis.

I 1997 nåede fiskerestauranten sit ypperste, da den blev kåret til Årets Bedste Restaurant i Den Danske Spiseguide. Ligesom Rosdahls evne til at finde den rette vin blev anerkendt som en af landets bedste.

Penny Lane omtaltes med samme respekt som Kong Hans i hovedstaden, Fakkelgården i Kruså og Falsled Kro på Sydfyn.

Fra sublimt og dyrt til godt og billigt

Men Henrik Rosdahl nægtede at falde i søvn på laurbærrene. Ambitionerne drev ham overraskende væk fra det sublime, feterede, men også eksklusivt dyre. Over mod det gode og billigere måltid for en bredere kundegruppe. Han gik sammen med Aalborgs byggekonge Thorkild Kristensen i forsøget på at skabe noget helt nyt og folkeligt.

Et par års overvejelser endte med multimadværkstedet Rosdahls - og ud røg både trøflerne og foie gras'en. Nu skulle der laves gennemført enkel, gedigen mad, hvis kvaliteter han respektfuldt tilskrev sin mormors generation:

"Den eneste, der kan huske, hvordan tingene skal smage," som han sagde i forbindelse med åbningen i oktober sidste år.

Og aalborgenserne væltede ind for at prøve hans oksehalesuppe og fiskefrikadeller i den smagtfuldt, enkelt ombyggede gamle sukkerlagerbygning på havnen.

Succes'en var ubestridt, og JP's madanmelder Lars Thomassen roste resultatet til skyerne så sent som 17. februar i år.

Henrik Rosdahl døde efter kort tids sygdom. Formodentlig var det stress, han pålagde sig selv, fatalt afgørende. Overfor overtegnede erkendte han for få uger siden, at han havde det svært med ikke længere altid at kunne tage sig tid til en sludder med gamle gæster fra Penny Lane-dagene, når de blandede sig med de tusinder af mennesker, der hver onsdag og lørdag besøgte det fødevaretorv, han sammen med sine leverandører til restauranten samtidig havde opbygget til en af landets førende attraktioner ud i ægte brugskunst.

Henrik Rosdahl efterlader sig hustru og to børn på fem og otte år.