Frihed 2000 nedlægger sig selv
De fire medlemmer af Frihed 2000, Kim Behnke, Tom Behnke, Kirsten Jacobsen og Thorkild B. Fransgaard, oplyser, at gruppen nedlægger sig selv.
De fire folketingspolitikere forlod Fremskridtspartiet den 12. oktober 1999 i protest mod, at partiets stifter, Mogens Glistrup, blev genoptaget i partiet efter lang tids udelukkelse, og at partiet ikke tog afstand fra Glistrups "urimelige politiske synspunkter".
Ingen samlet genopstilling
Efter bruddet etablerede de fire udbrydere Frihed 2000, så de kunne arbejde videre i Folketinget med eget sekretariat og medarbejdere. Opløsningen af Frihed 2000 sker nu, fordi de ikke ønsker at blive et parti, og fordi de ikke vil genopstille samlet til næste folketingsvalg.
Situationen er ifølge Frihed 2000 opstået, fordi Tom Behnke ønsker at genopstille i et andet parti.
Tom Behnke skifter til K
Tom Behnke oplyser samtidig, at han opstiller for Det Konservative Folkeparti, og Frihed 2000 har nu meddelt Folketingets formand, at de fire politikere ikke længere fungerer som en gruppe i Folketinget.
"De fire medlemmer fortsætter alle frem til næste valg. De tre medlemmer fortsætter som løsgængere uden for partierne," skriver Frihed 2000 i en pressemeddelelse, hvori de også takker de øvrige partier for at udvise stor velvilje, da de fire forlod Fremskridtspartiet.
/ritzau/