Folkets dronning - Folkets farvel

Fyrsten som streng herre, der nok skal lade folket føle sin magt. Det var ikke dronning Ingrids model.

Med et citat fra Markus-evangeliet, som dronning Ingrid i en sidste skriftlig vilje havde bedt om at få citeret ved sin begravelse, satte hun selv i går et stærkt punktum for målet med sit liv som dronning:

»....den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den som vil være den første af jer, skal være alles træl. Thi Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."

Kongelig konfessionarius Christian Thodberg forestod dronning Ingrids begravelse i Roskilde Domkirke. Han var tydeligt bevæget og tabte et øjeblik mælet under velsignelsen efter begravelsestalen. I talen kom han ind på dronning Ingrids leveregel: Man kan, hvad man skal.

»Det kan lyde som en barsk leveregel, og den er barsk! Men dronning Ingrid forgyldte sine forpligtelser. Hun skabte glæde og vakte tillid i sit kald og i sin gerning i vort land i ubetinget troskab mod sit nye fædreland, hvis skæbne hun i lyst og nød delte med kong Frederik. Som hun engang sagde: "Den 9. april 1940 blev jeg dansk. Den dag sagde jeg til mig selv: Fra nu af skal ingen kunne høre, at jeg ikke er født i Danmark." Eller sagt igen: Man kan hvad man skal.«

Begravelsesdagen begyndte med mindehøjtidelighed i Christiansborg Slotskirke. Blomsterbuketter og kranse i hvide, gule, orange og røde farver var placeret langs gulv og vægge i hele kirken.

Afslutningen på castrum doloris blev præcis så let og lys, som dronning Ingrid ønskede sig. Præcist kl. 10.45 satte organist Jacob Lorentzen fingrene til klaviaturet, og tonerne fra en af Bachs orgelkoraler fyldte slotskirken.

Omkring dronning Ingrids kiste stod sidste hold af den æresvagt, der konstant har været i kirken. Denne bestående af de højeste chefer for forsvaret og Hjemmeværnet.

Københavns biskop Erik Norman Svendsen, kongelig konfessionarius Christian Thodberg, hofmarskal Søren Haslund-Christensen og medlemmer af dronning Ingrids og dronning Margrethes hof var på plads i kirken sammen med 50 korsangere fra studentersangerne og ti bårebærere fra Den Kongelige Livgarde.

Dybe buk foran kisten

Kort før klokken 11 kom kronprins Frederik som den første ind i kirken, iført gallauniform og sin morfars sabel, som dronning Ingrid har skænket ham. Han var i følge med en sortklædt prinsesse Alexandra og prins Joachim, ligeledes i gallauniform. Begge prinserne bukkede dybt foran kisten.

Foto: Steen Wrem

Kort efter fulgte dronning Margrethe, prins Henrik i admiralsuniform, prinsesse Benedikte, prins Richard, eks-kong Konstantin og eksdronning Anne-Marie og til sidst deres sønner og døtre og svigerbørn. Dronning Margrethe og hendes søstre bar alle slør for ansigtet, men de syntes både her og senere på dagen afklarede i deres sorg.

Erik Norman Svendsen bad en kort bøn, og Holmens kirkes kor sang for, da mindehøjtideligheden blev afsluttet med B.S. Ingemanns "Dejlig er jorden". Langt hovedparten i kirken sang med.

Ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie gjorde korsets tegn for sig, hvorpå et bårehold fra Den Kongelige Livgarde bar kisten ud af slotskirken, mens Jakob Lorentzen præluderede over Weyses morgensalmer- og sange, bl.a. "Lysets engel går med glans", "Nu vågner alle Guds fugle små" og "Nu titte til hinanden". Først efter kisten fulgte dronning Margrethe, prins Henrik og kronprins Frederik. Herefter fulgte dronning Ingrids to andre døtre og deres mænd, så prins Joakim og prinsesse Alexandra og til sidst de øvrige medlemmer af den nære familie.

Livgardens bårehold satte kisten på den hestetrukne rustvogn, og sørgeprocessionen til Københavns Hovedbanegård begyndte.

Lige efter kongefamilien gik Den Kongelige Livgardes Musikkorps. De dunkle og dybe toner fra deres sørgemarch bredte sig over Højbro Plads og fik folk til at tie stille. Dronning Margrethes øjne flakkede bag sløret rundt i folkemængden, mens hun gik og småsnakkede med prins Henrik.

Den store stilhed

Langs ruten forstummede tilskuerne, når sørgetoget kom tæt på, og kun hestehovenes slag mod stenbroen brød den pludseligt alvorlige stemning.

Hestene i gardehusareskadronen, der var sidste led i processionen, havde svært ved at holde det langsomme tempo. Kort før Nytorv måtte en af hestene trækkes ud af geleddet. Den snurrede et par gange rundt om sig selv, mens rytteren forgæves forsøgte at få den på ret kurs. En af de fire biløbere, der ledsagede de heste, der trak rustvognen, greb ind og fik den forvirrede hest gennet væk fra Strøget.

I den afspærrede Vesterbrogade overfor Tivoli havde en gruppe børn fra Nansensgade Børnehave lagt sig på maven. Der havde de ligget en times tid og var begyndt at blive lidt utålmodige.

»Det sker nu, Tommy,« råbte en lille pige, da hun kunne ane de røde gardere på Rådhuspladsen. Øjnene blev kæmpestore på de små purke, da det store følge passerede, men det var nu mest gardehusarernes heste, der tiltrak sig opmærksomheden.

Forplejning på rejsen

På Københavns Hovedbanegård stod stewarder og stewardesser kort før klokken 11.00 klar med maden til ligtoget.

»Toget kommer om tre minutter,« sagde den ene.

De hankede op i de 16 Schulstad-plastikkasser med fingersandwich, cocktailpølser svøbt i bacon, små frikadeller samt kaffe, te, danskvand, hvidvin og rødvin til det kongelige ligfølge.

Togsteward Torben Kaach børstede et støvfnug af kollegaens uniformerede skulder, før toget bakkede til perronen, spændt for lokomotivet MY 1101. I togets anden ende sydede det gamle damplokomotiv.

En halv time senere snusede to bombehunde sig igennem området oppe foran indgangen til den kongelige ventesal, mens rådhusklokkerne fyldte luften over banegården.

Så ankom Folketingets formand Ivar Hansen (V), og minuttet efter stak DSB's administrerende direktør, Henrik Hassenkam, piben ud for at vejre stemningen. Fem minutter senere ankom statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), mens røg fra damplokomotivet stille drev ind over gaden.

Andre kongelige gæster var også blevet transporteret til ventesalen.

»Hold da op, dér er en sheik,« lød det i mængden om prins Hashim fra Jordan.

20 mand i arbejdstøj stod på rad og række på toppen af rutschebanen i Tivoli, og andre løb rundt på taget af restaurant Nimb for at få den bedste udsigt, mens lange rækker af hjemmeværnsfolk stod klar til at sænke deres faner. På banegården satte DSB-medarbejdere næserne mod vinduerne, så ruderne duggede.

Klokken 11.48 lød den dumpe lyd af trommer i det fjerne som det første varsel om ligtogets ankomst. Samtidig bragte en politieskorte med hylende sirener prins Charles frem til banegården. Den britiske tronfølger var til begravelse på sin fødselsdag.

Der blev ganske stille. Sørgetoget var standset, og båren holdt klos op af pressefotograferne, der knipsede løs. Et stykke bag båren ventede det kongelige følge.

Båreholdet fra Den Kongelige Livgarde løftede båren af rustvognen til tonerne af Dronning Ingrids Honnørmarch fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og da garderne bar kisten ind ad indgangen til Hovedbanegården, brød solen frem. Her overtog et bårehold af DSB-ansatte kisten og bar den ad de røde løbere i banegårdshallen ind i det kongelige venteværelse.

Nede ved toget holdt de tre lokomotivførere John Armstrong Pedersen, Jørgen Lindevall og Poul Skov Hansen dampen oppe. De var professionelle og uden nerver.

De tre mænd diskuterede, om toget nu også kom af sted til tiden. På alle stationerne var der sat DSB-personale ud for at sikre grønt signal hele vejen til Roskilde.

Kisten blev båret om bord, og ligfølget fandt på plads i kupeerne. På plads nummer 25-30 satte statsministeren sig sammen med Folketingets formand. To kupeer derfra - på pladsnumrene 13 til 18 - sad de unge kongelige, heriblandt prins Joachim og kronprins Frederik, der hægtede sin skinnende sabel af og lagde den op i bagagenettet.

Klokken 12.16. afgik ligtoget næsten lydløst og dampende mod Roskilde, mens prins Henrik stod ude i gangen med hænderne på vinduet og kiggede ud.

Trængsel i Roskilde

Klokken lidt over et begyndte folk på Roskilde Stations perron 2 at blive en anelse utålmodige. Måske skulle de med et andet tog, der også var forsinket, måske havde de valgt netop den plads til at vise deres respekt og sige et sidste farvel til dronning Ingrid.

De havde sikkert ikke hørt om den korte forsinkelse i ceremonien - men klokken 13.09 var det ligegyldigt. Dampen fra lokomotivet tegnede mønstre på den blå himmel, og kort efter trillede toget ind på stationen.

Som var de under fælles kommando lænede enhver med et kamera - og der var mange - sig faretruende ud over sporet for at tage det bedst mulige billede af de syv faner og dronning Ingrids skjold, der prydede fronten af lokomotivet. Så passerede toget.

Perron 1 var belagt med røde løbere og en rampe til kisten i bårevognen. Den blev løftet ud af DSB-båreholdet og ind i stationens ventesal.

Uden for den smukt istandsatte stationsbygning med de to tårne ventede rustvognen og Roskildes borgere. I ejendommen umiddelbart over for stationen havde beboerne tilsyneladende inviteret venner og bekendte ud på altanen. Her var udsigten bedst. En enkelt af familierne havde sat en lille flagstang i døråbningen, flaget var på halv.

Folk blev stille, da æreskommandoen præsenterede gevær klokken 13.24, og da de ti søofficerer bar kisten til den moderne, motordrevne rustvogn. Fra altanen kunne folket se æreskommandoen og sørgetoget forlade Roskilde Station videre ad den rødgranbeklædte sti, som snoede sig gennem Roskilde bymidte til Domkirken.

Langs ruten var der sort af mennesker, og pladsen blev hurtigt trang. Folk spejdede forgæves efter et kikhul i menneskemassen, nogle opgav, mens andre hentede stiger eller kravlede op i lygtepæle.

Mange børn og unge

Blandt borgerne var der mange børn og unge, som lagde røde og gule roser ud på grantæppet, selv om de næppe kan mindes dronningen fra før hun blev for svagelig til offentlige optrædener.

Et ældre ægtepar hviskede fortroligt sammen om dengang, da de sidst sørgede med de kongelige, mens de krampagtigt klamrede sig til en skrøbelig aluminiumsstige.

»Det er da en begivenhed, man vil huske,« sagde konen, og manden satte trumf på: »Da Kong Frederik IX døde, da stod vi ovre på det hjørne dér, kan du huske det?«

Den dæmpede stilhed, der herskede blandt borgerne i minutterne, mens sørgetoget passerede, var hurtigt en saga blot. Roskildes borgere vendte tilbage til hverdagen.

Alle kirker i den danske folkekirke ringede med klokkerne i en halv time inden højtideligheden i Roskilde Domkirke.

I Roskilde lød de første slag fra byens kirker og domkirken allerede kl. 13. Gæsterne begyndte at indfinde sig. Stiligt klædt i sort spadserede de alle hen ad den granklædte asfalt- og brostensbelægning til kirkens sydvestre våbenhus.

Der lugtede af jul i den kølige domkirkeby. Et tons - dét der lå på kirkepladsen - var hentet i Gråsten Skovdistrikt, resten var høstet i forskellige skove på Sjælland.

De fleste af gæster kom to og to. Poul Schlüter med sin kone Anne Marie Vessel Schlüter, advokat Ebbe Mogensen og frue, Venstres Eva Kjær Hansen og Charlotte Antonsen, de konservatives Henriette Kjær i mink og Lene Espersen i ankellang sort frakke, en rank Mærsk McKinney Møller og en lige så rank politidirektør Hanne Bech Hansen i funklende uniform.

Tavshed foran kirken

Ind ad den folkelige indgangsportal trådte også et kvarter senere den spanske dronning Sofia fra Spanien, der dog i en kongeblå bil blev kørt næsten til døren. Hun var under særlig sikkerhedsovervågning bevågning på grund af det spændte forhold mellem baskerlandet og det øvrige Spanien.

Da klokken nærmede sig 14, blandede en dump trommen sig med kirkeklokkerne. Den kongelige procession nærmede sig kirken og målet for dagens lange færd.

Folkemængden blev andægtig tavs, og de hundrede snorlige opstillede garder foran kongeporten rankede ryggen. Synet af den sørgende kongefamilie til fods efter den sorte rustvogn var så gribende, at selv gruppen af piger fra Katedralskolens 1.g blev slået af tavshed.

Dronning Ingrids kiste blev løftet ud af rustvognen af båreholdet fra Søværnet og pebet ind i fløjter af en såkaldt faldrebskommando fra samme værn. En dronning og sømandsenke blev ført til katafalken nedenfor kirkens imponerende alter.

Da den kongelige familie var på plads, klingede fællessalmen "Nu takker alle Gud", og derefter holdt kongelig konfessionarius Christian Thodberg en gribende begravelsestale om dronning Ingrid. Efter talen spillede Det Kongelige Kapel adagio-satsen af Peter Tschaikowsky's 6. Symfoni Pathétique, og så var det tid til næste fællessalme: "Kirkeklokke! ej til hovedstæder."

Christian Thodberg kastede tre skovlfulde jord fra Gråsten på dronning Ingrids båre og sluttede med at lyse velsignelsen. Til præludium og fuga i C-dur af J. S. Bach blev dronning Ingrids båre fulgt ud af domkirken af familien.

Den høje kongeport blev skubbet op, og kisten båret ud. Den kun 15 år gamle kongelige gravplads, hvis udseende dronning Ingrid selv har været med til at bestemme, var smykket med kranse bundet af blomster i hvide farver, hele den ottekantede rotunde var udlagt med et blågråt tæppe, rebene lå sirligt rullet, og dronning Ingrids grav var foret med sort stof.

Efter båren fulgte den kongelige familie, og for en stund kunne de hengive sig til jordfæstelsen uden nysgerrige blikke fra gæster eller pressen.

Da begravelsen var til ende, spadserede de få meter ned ad flade trappetrin til et hvidt telt med opstillede guldstole. Her samledes de en kort stund, for dernæst at kante admiralshatte, lange skørter og uniformer ind i en lyseblå bus. I den kørte følget til en reception i Chr. VII´s Palæ på Amalienborg.

Imens begyndte alle andre gæster fra kirken at strømme ud. I langsom gang defilerede de alle forbi graven før de spadserede langs med kirken og ud i Roskilde by.

Det blev deres sidste farvel til dronning Ingrid, der i går og for al evighed blev forenet med sin konge i Roskilde.