Tæt på en autoritet

Per Kirkeby har et enestående talent for at vende ting på hovedet og kaste grus i maskineriet. Nogle gange med sænket stemmeføring. Andre gange med en faretruende bestemthed, der får selv Ib Michael til at agere som en skoledreng på kanten af sit stolesæde.

Det er denne evne, Anne Wivels nye film ''Slottet i Italien'' tager afsæt i.

»Det er, ligesom akustikken bliver bedre, når det ikke er seriøst,« siger Per Kirkeby tidligt i filmen og kigger ud af vinduet - ud mod blege oliventræer og bjerglandskaber.

Dog er akustikken lige så klar og tydelig, når Per Kirkeby taler om sit livs dilemma: At kunsten fortærer livet.

Ib Michael tænder en smøg.

Per Kirkeby fortæller om sin besættelse af ornamentikken i det norditalienske slot, som hans kone Vibeke Windeløv har købt og istandsat. Og om kærligheden til hende.

Der er også plads til pauser i talestrømmen, der udspiller sig i påsken 1995.

»Man kan ikke sige, at denne film var planlagt, da Ib Michael og jeg for fem år siden tog til Norditalien for at besøge Per Kirkeby. Vi har kendt hinanden i mange år, og på det tidspunkt havde Per Kirkeby - gennem flere år - levet et meget tilbagetrukket liv. Der var flere, der havde opfordret mig til at lave en film om ham. Men det havde jeg egentlig ikke tænkt mig, for det er ikke rigtig mit speciale, sådan noget med nulevende kändisser,« griner Anne Wivel.

Midt i en livskrise

Men instruktøren kunne ikke slippe tanken. Hun havde altid ment, at der var noget ekstremt spændende ved Per Kirkeby. Han er en autoritet i hendes univers.

»Han er en af vor tids største kunstneriske begavelser. Men netop derfor er han en skræmmende person. Derfor følte jeg en underlig let rislen ned ad rygraden ved tanken om at binde an med noget med ham,« siger Anne Wivel, der med Ib Michael som sparringspartner tændte sit kamera og på en uge optog 12 timer i selskab med Per Kirkeby.

»Vi var ikke klar over, at Per Kirkeby var midt i en livskrise. Planen var, at vi bare skulle lave en filmet research, når vi nu alligevel besøgte ham. Men tingene udviklede sig, og hurtigt blev jeg klar over, at det, jeg fik ind i kameraet, i en uhyggelig grad mindede om en film,« siger hun.

Men ikke i en terapeutisk forstand. Mere som et langtrukkent italiensk øjeblik.

»Jeg så det som en film med en enorm vægtfylde. Men den fornemmelse stod jeg mere eller mindre alene med i fire år. Det var enormt svært at få filmen finansieret. Folk var ikke rigtigt på,« siger hun.

Behov for at få proppen af

Men dét var Per Kirkeby. Tidligt i filmen siger han, at han gerne vil være med i filmen. At han har lyst til at udtrykke noget andet. Underforstået - noget, der rammer dybere ned.

»Den er blevet til i et samspil mellem ham, Ib Michael om mig. Filmen dokumenterer Per Kirkebys ekstreme behov for at tage proppen af. For at reflektere og åbne tæppet for den pris, som hans omgivelser har måttet betale for hans behov for at gå ind i et rum og lukke døren bag sig. Nogle kalder det ekshibitionisme. Det gør jeg ikke. Per Kirkeby forklarer, at kunst for ham handler om nogle utroligt banale og almindelige ting. Det er disse ting, han lægger frem, og som udgør min films materiale,« fortæller Anne Wivel.

Var du bange for at komme for tæt på?

»Nej. Per Kirkeby havde en bevidsthed om, hvad han gjorde og sagde i filmen. Jeg kunne forholde mig til ham som en skuespiller, da jeg klippede den. Jeg lavede den sammen med en mand, som gav sit skitseagtige bud på et manuskript. Vi behøvede ikke at diskutere det.«

Dæmoner på slottet

Valgte Per Kirkeby selv Ib Michael som samtalepartner?

»Ja, men i min version er der ikke meget samtale tilbage. Vi møder Per Kirkeby, der er i diskussion med sig selv. I den virkelige periode, hvor vi var på slottet, talte de da sammen. Men for mig var samtaleformen ikke så interessant. For vi stod jo over for et menneske, der havde brug for at snakke med sig selv. Derfor virker Ib Michael fuldstændig udsat. Det var i virkeligheden ikke en særlig nem situation. Heldigvis kunne jeg skjule mig bag kameraet.«

Hvad gjorde I, da ugen på slottet var overstået?

»Ib Michael og jeg tog videre til Venedig og talte lidt om det i et par dage. Her fik vi virkelig pustet ud. Vi var ret rystede og udmattede. Vi var slet ikke klar over, at Per Kirkeby befandt sig midt i en krise. Jeg holder meget af ham og syntes, det var synd for ham. Så det var ikke sådan, at jeg drønede hjem og tænkte: ''Fedt, jeg har en skidegod film''. Men jeg kunne mærke, at det her stof havde en særlig karakter. At det var uløseligt bundet til det slot. Der var nogle dæmoner derinde.«

Uhyggelig faderfigur

Per Kirkeby taler meget om sin manglende evne til nærvær. Oplever du ham også sådan?

»Jeg forstår godt, hvad han taler om. Men personligt oplever jeg en god kontakt med ham. Ikke mindst på grund af hans humor. Det svære ved ham er hans autoritet. Og ens egen angst for den. Han er så klog, at man kan føle sig reduceret til en lille skoleelev, der ønsker sig et plus i karakterbogen, når man har sagt noget klogt. Den side af ham skaber en afstand, som skal overvindes. Han er selv klar over, at han derfor må gå nogle omveje.«

Nu - fem år efter dagene på slottet i Norditalien - har meget forandret sig i Per Kirkebys liv.

For to måneder siden fik han en hjerneblødning, der har ændret hans kunst og hans liv.

Men maleren insisterede på, at ''Slottet i Italien'' skulle have premiere som planlagt.

»For Per Kirkeby er det vigtigt, at livet går videre som planlagt. Flere har spurgt, om det ikke er ubehageligt at skulle vise filmen nu. Men den tanke har slet ikke været oppe at vende. For Per har sagt, at sådan skal det være. Men selvfølgelig er jeg dybt berørt af det. Det er bestemt også blevet mere kompliceret at tale om filmen. Men jeg er glad for den og mener, at den perspektiveres yderligere i lyset af hans sygdom.«

julie.moestrup@jp.dk