Strid om Netto-lager i Ishøj
Står det til Ishøj Landsby, Køge Kommune og Danmarks Naturfredningsforening, skal Netto ikke have lov at bygge et kæmpe lager i et landzone område. Det bliver op til Hovedstadens Udviklingsråd at afgøre den omstridte plan.
Planen om at tillade discountkæden Netto at bygge et stort fjernlager i Ishøj bliver mødt med bekymring i Ishøj Landsby og med vrede i Køge Kommune.
Netto, der i forvejen har et fjernlager i Ishøj Kommunes industriområde, ønsker at udvide ved at flytte til en helt ny bygning mellem Ishøj Landsby og Motorring 4. Byggeriet, der foreløbig er planlagt til 100.000 kvadratmeter, og punktvis når op i en højde af 25 meter, skal efter planen placeres på et 210.000 kvadratmeter stort areal, som Netto køber af Ishøj Kommune antageligt for 400 kr. pr. kvadratmeter. Arealet er i dag landbrugsjord, men Københavns Amt har godkendt at arealet inddrages til byzone, hvilket muliggør byggeriet.
Planen vækker harme i Køge Kommune, som mener, at tilladelsen er i strid med regionplanlægningens principper om at bevare grønne kiler ind mod bymæssig bebyggelse og placere de transport- og trafikskabende virksomheder længere væk.
»Der er tale om et voldsomt brud med alle hidtidige principper i dansk planlægning og principperne om erhvervs- og trafikstrukturen i hovedstadsområdet,« siger Køges borgmester, Willi Eliasen(S), der også støttes af Danmarks Naturfredningsforening.
»Det bryder med princippet om at bevare og sikre de få grønne kiler i hovedstadsområdet, og i øvrigt kræver et anlægsprojekt af en sådan størrelse en VVM-redegørelse, der fortæller om påvirkninger af miljøet. Nettos udvidelse vil med minimum 400 lastbiler i døgnet give en voldsom virkning på den nærliggende landsby,« fremhæver landskabsarkitekt og planmedarbejder i DN, Michael Leth Jess.
Samme bekymring har Torben Davids fra Ishøj Bylaug, der repræsenterer to grundejerforeninger og den nærliggende kolonihaveforening:
»Byggeriet kommer alt for tæt på landsbyen. Vi frygter støj og lys og tung trafik døgnet igennem. Det kan ikke passe, at man inddrager landarealer, for at genere et helt boligområde, der var her først,« siger Torben Davids.
Arbejdspladser på spil
»Vi skal selvfølgelig sørge for, at få alle de arbejdspladser vi kan få fat i. Det ville være en katastrofe for beskæftigelsen i Ishøj, hvis Netto flyttede til Køge. Nu sikrer vi 300 arbejdspladser, og det er første gang i en snes år, at vi nu får grønt lys til at inddrage landzone til byformål. Så kan vi altså ikke tage hensyn til en landsby, hvor der alligevel ikke drives landbrug,« siger Ishøjs borgmester Per Madsen (S).
Miljøministeriets landsplanafdeling har givet tilladelse til, at Ishøj Kommune undtagelsesvis får lov at inddrage landzone til formålet, men afventer endelig stillingtagen når HUR, Hovedstadens Udviklingsråd, sender et samlet regionplanforslag til høring.
»Jeg finder det usædvanligt, at miljøministeren på forhånd tilkendegiver en positiv holdning over for Ishøj, så jeg forstår godt Køges synspunkt. Nu kigger vi på sagen,« siger formand for HUR, Roskildes Amtsborgmester Kristian Ebbengaard (V).
Direktør i Netto, Mads O. Krage, der ikke ønsker at kommentere stridighederne, forventer, at byggeriet kan opføres for "et sted mellem 350-500 mio. kroner":
»Vi foretrækker Ishøj, fordi vi er her i forvejen, og fordi det ligger rigtigt i forhold til de transportmæssige sider af at være lager for hele Danmark,« siger han.
peter.kronsted@jp.dk