Livstidsdom til Susan-Morder stadfæstet i Højesteret
Fem enige dommere i Højesteret stadfæstede torsdag livstidsdommen over den 52-årige Lars Lee Leif Anborg-Nielsen, der den 29. maj 1998 dræbte og skændede den 10-årige Susan Rasch Ipsen.
Hermed har Højesteret statueret, at den hidtidige praksis for den slags forbrydelser stadig er gældende. Lars Anborg-Nielsen blev i februar i år i et nævningeting i Østre Landsret dømt for drabet og efterfølgende seksuelt misbrug af liget.
Dengang sagde hans daværende forsvarer, Morten Wagner, at han i sin procedure om straffens længde fandt det formålsløst at argumentere mod livstid.
Efter dommen i landsretten sagde Morten Wagner, at det i hvert fald siden 1961 har været fast praksis at give livstid i sager om sexdrab på piger.
"Det ville ikke tjene noget formål at begynde at diskutere det. Derfor anbefalede jeg min klient at anke til Højesteret for at få afprøvet, om den praksis stadig skal være gældende. Fængsel på livstid er en ufattelig hård straf," sagde Morten Wagner dengang.
Men nu har Højesteret så fastslået, at praksis i den slags sager stadig er gældende.
Brug af DNA-test
Lars Anborg-Nielsen blev dømt for det meget omtalte drab på den 10-årige Susan, hvis skændede lig blev fundet i et kælderrum i Tranumparken ved Brøndby Strand den 5. juni 1998 - en uge efter drabet. Hun blev sidst set fredag aften den 29. maj om aftenen, da hun efter spisetid var ude at sælge lodsedler i kvarteret. Politiet mener, at hun blev dræbt efter kl. 21, og at liget på et senere tidspunkt blev anbragt i det uaflåste kælderrum, der lå under den dømtes lejlighed i stueetagen.
Den lille pige var blevet kværket, og efterfølgende blev liget udsat for seksuelt misbrug. Det blev helt afgørende for sagens udfald, fordi retsmedicinerne fandt spor af sæd ved hendes endetarm. Den 9. juni blev Anborg-Nielsen anholdt, fordi han som den eneste i opgangen ikke ville afgive en blodprøve til en DNA-test. Prøven viste senere med overordentlig stor sikkerhed, at det var den 52-åriges sæd, der blev fundet på Susan.
Til overflod fandt man også blodpletter fra Susan på hans bukser. DNA-prøverne viste igen med overvældende sandsynlighed, at det var Susans blod. Endelig fandt man blodpletter fra kælderen og op til i nærheden af den dømtes lejlighed. Det blod stammede også fra Susan.
De DNA-beviser blev helt afgørende for sagens udfald, og sammen med en lang kæde af indicie-beviser fældede de Anborg-Nielsen. Hans færden omkring og efter drabstidspunktet og hans skiftende forklaringer blev sammen med dna-beviserne og andre indicier så overvældende, at nævningerne i landsretten skulle bruge mindre end to timer på at kende ham skyldig. Og spørgsmålet om straffens længde - altså livstid - tog det landsretten, inklusive de to procedurer og votering, knap en halv time at afgøre.
Lettet anklaget
Anklageren sagde dengang efter dommen, at han var lettet over resultatet. Om DNA-beviserne sagde han blandt andet.
"Det er jo en fuldstændig naturlig følge af den videnskabelige udvikling at benytte DNA som bevis i straffesager, som vi har gjort det talrige gange i de sidste 10 år. Det er der ikke noget nyt i," sagde Merlung, som han også understregede det under sagen.
Også den nu pensionerede retsformand, Bent Otken, sagde dengang, inden nævningerne blev sendt til voteringsværelset, at der ikke var noget usædvanligt i, at DNA blev brugt som et afgørende bevis.
"Det er jo helt på linie med andre tekniske beviser, som domstolene har benyttet sig af i de sidste 100 år. Straffesager er blevet afgjort på tekniske beviser såsom fingeraftryk og våbentekniske beviser alene mange gange før. Og dna-beviserne i denne sag kan nævningerne uden videre lægge til grund, sagde han bl.a. i sin såkaldte retsbelæring.
Nu har Højesteret så stadfæstet dommen fra landsretten. En livstidsstraf er i princippet fængsel til man dør, men i praksis afsoner livstidsfangerne 16-17 år i gennemsnit, inden de bliver benådet. Formelt sker det med dronningens underskrift efter indstilling fra justitsministeren.
/ritzau/