Lone bliver den første muslim i Folketinget

Hun er født i Anatolien og døbt Isminur men er vokset op i Danmark som datter af en "fremmedarbejder". Her blev hun til Lone Yalcinkaya - medlem af Folketinget fra 1. oktober.

Isminur Lone Yalcinkaya har ikke fået nogen officiel besked endnu, men det synes ganske vist:

Når CD's formand Mimi Jakobsen fra 1. oktober tager orlov fra Folketinget, foranlediget af udnævnelsen som generalsekretær for Red Barnet, skal Lone Yalcinkaya ind som suppleant - som eneste MF'er af fremmed herkomst og den første muslim i Folketinget.

At hun "kun" bliver suppleant og sandsynligvis for en periode på bare nogle få måneder, er for hende selv underordnet.

»Jeg ville være glad, også selv om det kun var for 14 dage,« siger Lone Yalcinkaya.

»For jeg betragter det her som en livschance,« tilføjer hun.

Navnet Isminur bruger hun ikke mere. Hun skiftede det ud med det gode danske navn Lone samtidig med, at hun som 18-årig fik dansk statsborgerskab. Det andet var ganske enkelt for besværligt -»blandt andet fordi ingen danskere var klar over, om Isminur var et drenge- eller pigenavn«, siger hun.

Enlig mor

Det var nemmere at søge job og komme til samtale som Lone fremfor Isminur - »og desuden er jeg i dag lige så dansk som du er«, siger hun.

I et interview med Ekstra Bladet præsenterede Lone Yalcinkaya for to år siden sig selv som »31 år, enlig mor, fraskilt, arbejdsløs, og så er jeg også tyrk«. I går fyldte hun 33 og perioden som arbejdsløs er for længst overstået. Lone Yalcinkaya arbejder som telefonsælger for IT-virksomheden Team 1. Og i dag vil Lone Yalcinkaya hellere præsentere sig selv som en »ganske almindelig gennemsnitskvinde, der er alene med en dreng, som nu skal begynde i første klasse - med de udfordringer det stiller i hverdagen«.

Interessen for politik udspringer af hendes herkomst, som datter af en bager fra Anatolien, der i slutningen af 1960'erne kom til Danmark som "fremmedarbejder" og fik hyre på en betonvarefabrik i Århus. Hun ønskede at træde ud af den rolle, der syntes tildelt hende, som fremmed, som isoleret og som en mulig taber.

Det første skridt var at engagere sig i et politisk parti, og i 1989 faldt valget på CD.

I en periode var hun ansat som sekretær på partikontoret, og hun har tillige været kandidat til både byråds-, Folketings- og EU-parlamentsvalg.

Lone Yalcinkaya mærker stadig danskernes forbehold over for »de fremmede«. Blandt andet irriterer det hende, at en ung af fremmed herkomst, der kommer i konflikt med loven, af pressen straks udråbes som "endnu en kriminel 2. g'er" - med det resultat, at familien Danmark efterhånden går over på det modsatte fortov, hver gang de møder én, der er mørkhåret og under 25.

Det er hendes håb, at hun selv kan være med til at nuancere debatten om invandring, integration og det multietniske samfund. Men Lone Yalcinkaya gør sig ingen urealistiske forestillinger om, hvad en folketingssuppleant kan opnå på Christiansborg i løbet af et par måneder.

»Jeg går ud fra, at folketingsgruppen har nogle opgaver til mig, og dem vil jeg forsøge at løse,« siger hun.

Og så er der lige et enkelt forbehold:

»Jeg har ikke talt med min arbejdsgiver om det her endnu, og hvis de ikke kan undvære mig i en periode, så kan jeg godt glemme det med Folketinget,« siger hun.

For Lone Yalcinkaya er stadig enlig mor, fraskilt og i hvert fald født tyrk - og »jeg vil nødig stå uden et job om et nogle måneder.«

»Det har jeg ganske enkelt ikke råd til,« siger hun.

mikkel.hertz@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.