Fortsæt til indhold
Indland

Space Invaders lukker IT-uddannelse

Uddannelsen Space Invaders, der har uddannet multimedie-designere til IT-miljøet, lukker nu efter syv års aktivitet. Der findes i dag en række uddannelser inden for nye medier, og Space Invaders har derfor valgt at stoppe det private tilbud.

"Det er ganske enkelt for svært at skaffe tilfredsstillende finansiering til fortsat at udvikle en privat uddannelse," lyder forklaringen fra rektor Marianne Mikkelsen, Space Invaders.

Uddannelsen opstod i 1993 i Århus som en 10-måneders uddannelse i Frontløber-miljøet. I 1996 flyttede uddannelsen til København, blev to-årig og SU-berettiget. Der er uddannet to hold i København. Skolen glæder sig over at have uddannet 140 Space Invaders og have haft en afsmittende virkning på en række af de nu etablerede uddannelser inden for området.

/ritzau/