Uropatruljen forsvinder
Uropatruljen forsvinder som selvstændig afdeling i Københavns Politi. Afdelingen lægges sammen med bevillingsafdelingen og narkotikafdelingen, oplyser politidirektør Hanne Bech Hansen.
- Vi har besluttet at skabe én samlet indsats mod narkotika, siger Hanne Bech Hansen til Ritzau.
Tidspunktet for, hvornår de tre afdelinger smeltes sammen, kendes endnu ikke. Endnu har ledelsen på Politigården nemlig ikke fundet et sted, som kan rumme samtlige betjente.
Uropatruljen blev skabt en sommerdag i 1966, da politiledelsen besluttede at holde bedre øje med hippierne, der gjorde sig bemærket ved Storkespringvandet på Strøget i København. Betjentene har siden optrådt i civil og har bl.a. fået omfangsrig og ikke altid positiv omtale i forbindelse med håndteringen af BZ-aktioner.
Indsats på gaden
Patruljens primære opgave er indsatsen mod narkotika på gadeplan, ligesom uro'erne har været flittige foredragsholdere på skoler og andre steder.
- Indsatsen mod narkotika på gadeplan skal fastholdes. Vi tror på, at vi kan få et bedre resultat ved at lægge de tre afdelinger sammen, siger politidirektør Hanne Bech Hansen.
Ordenspolitifolkene i bevillingsafdelingen er især beskæftiget med at føre tilsyn med værtshuse og diskoteker og har i den forbindelse også en del med narkohandel at gøre.
Kriminalbetjentene i narkotikaafdelingen efterforsker i større sager om smugleri og handel med forskellige ulovlige stoffer.
Når sammenlægningen bliver en realitet, bliver det med færre politifolk, oplyser politidirektøren. Alligevel tror hun, at opgaven vil blive løst mere effektivt.
/ritzau/