Poul Hartling død

Søndag døde han, den ældste af vores tre nulevende tidligere statsministre, Poul Hartling - manden, der under oliekrisen i 1974 lukkede for varmen på Christiansborg.

Manden, hvis periode som statsminister blev den korteste, kun fjorten måneder.

Manden, der om sine samtaler med formand Mao i Kina sagde, at »det foregik på et højt intellektuelt niveau«.

Og manden, hvis navn efter mange års fravær igen dukkede op i aviserne sidst i 90'erne, da hans og andres kendskab til dobbeltspillet om danske atomvåben i 50'erne og Politiets Efterretningstjenestes ulovlige virksomhed blev kendt.

Poul Hartling, der blev 85 år i august sidste år, døde søndag efter lang tids sygdom.

Leder af Venstre

Poul Hartling overtog i 1965 lederskabet i Venstre efter Erik Eriksen og indbød få måneder senere i den berømte Svanningetale de radikale til samarbejde om dannelsen af en liberal regering, uden at de konservative blev nævnt.

Men alligevel var det de radikale, der løb med statsministerposten, da RKV-regeringen blev dannet i 1968 og Poul Hartling måtte »nøjes« med at være udenrigsminister.

Hartling blev udenrigsminister umiddelbart efter, at et amerikansk bombefly med fire atombomber ombord forulykkede ved Thule-basen i Grønland og Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) afslørede i 1997, at Hartling i den forbindelse blev orienteret om, at daværende statsminister H.C. Hansen allerede i 1957 havde tilladt opmagasinering af amerikanske atomvåben i Grønland. Poul Hartling har hele tiden selv benægtet, at han fik denne viden.

Degnen

I begyndelsen af sin politiske karriere blev Poul Hartling, der var teolog, violinspiller og senere rektor for Zahles Seminarium, anset for viljesvag og blød, hans stemme var blød og sproget pænt, "degnen", kaldte de ham - men senere blev samme mand i det politiske liv nærmere opfattet som en hård banan. Tidligere statsminister Poul Schlüter afslørede i sine nylige errindinger, at han ikke brød sig specielt om den snu og taktiske Hartling.

I 1973, da Fremskridtspartiet med sin jordskredssejr revolutionerede dansk politik, så Poul Hartling chancen for at blive statsminister, da Anker Jøgensen ikke ville fortsætte.

Venstre havde som de øvrige gamle partier lidt et smerteligt tab af mandater, men trods kun 22 mandater i Folketinget slog Hartling til og dannede et smalt kabinet med 12 ministre.

Fornøjelsen var kort: Efter 14 måneder måtte Poul Hartling give op og igen overlade roret til Anker Jørgensen. Han havde udskrevet valg og Venstre høstede en mandatstigning fra 22 til 42 mandater, men de kunne ikke omsættes til indflydelse. »Venstre havde sejret sig ihjel.«

Det er siden blevet kendt, at Poul Hartling oplevede de fjorten måneder som de strengeste i hans politiske liv.

Det hed sig, at Hartling ikke befandt sig godt på oppositionsbænken og han sagde straks ja, da Anker Jørgensen i november 1977 tilbød at indstille ham til posten som FN's højkommissær for flygtninge.

Hans embedsperiode på først fem år blev forlænget yderligere tre år, men Hartling sagde derefter selv - 71 år gammel ved årsskiftet 1985-1986 - nej til at fortsætte.

Carnegie-prisen

Umiddelbart forinden blev han tildelt Carnegie-prisen for sin humanitære indsats og han blev siden formand for Det danske Center for Menneskerettigheder og siden formand for Demokratifonden, der skulle støtte reformarbejdet i Østeuropa.

Poul Hartlings far var skoleinspektøren og Venstre-politiken M. Hartling, der var undervisningsminister under regeringen Knud Kristensen i perioden 1945-1947.

Poul Hartling var før sin politiske karriere præst ved flere københavnske kirker. Han gik ind i politik i midten af 50'erne og blev valgt første gang til Folketinget i Præstø-kredsen i 1957.

Central placering

Han forlod Folketinget igen i 1960, men kom tilbage i 1964, og placerede sig derefter hurtigt centralt i partiet. I 1964 blev han formand for Venstre på Sjælland-Bornholm og fire år senere efterfulgte han så Erik Eriksen som partiets leder.

Men Poul Hartlings død forsvinder endnu en mulighed for at nå til bunds i forholdene hos Politiets Efterretningstjeneste, hvis mulige ulovlige registrering af venstreorienterede efter 1968 nu undersøges af en særlig kommissionsdomstol.

Hartling var udenrigsminister og dermed medlem af regeringens særlige sikkerhedsudvalg i 1968, få måneder efter at regeringen havde forbudt registrering af danske statsborgere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Det var i samme periode, at PET's nu afdøde chef sendte de hemmelige registre på mikrofilm til USA i stedet for at destruere dem. Daværende justitsminister Knud Thestrup skrev i sine dagbøger, der dukkede op i oktober 1988, at han orienterede udenrigsminister Poul Hartling om PET's ulovligheder, men det har Hartling siden - i lighed med oplysningerne om atomvåben i Grønland - afvist at kunne huske.

simon.andersen@jp.dk