I Farum ligger immigrantmuseet

For nylig skulle en ung palæstinenser, født i Danmark, udvises ud fra de nye principper om muligheden for udvisning af dømte udlændinge. Dele af pressen talte om en "historisk afgørelse."

Nu er historie jo så mange ting, men på det eneste museum i Danmark, som har specialiseret sig i indvandring på nationalt plan, kan der slet ikke vindes gehør for en sådan fremstilling.

I Immigrantmuseet i Farum fortæller de indvandrerhistoriske databaser bl.a. om 40.000 udvisningssager på udlændinge i Danmark i perioden 1875-1920.

I dette tal gemmer der sig bl.a. ca. 50 udenlandske statsborgere, født herhjemme, som blev udvist med baggrund i den såkaldte fremmedlov. Den sagde, at borgere uden forsørgelsesret skulle udvises i tilfælde af arbejdsløshed i mere end otte dage, eller hvis de ikke havde kontante midler til egen forsørgelse.

Eksemplet kommer fra Henrik Zip Sane, chef for Farums Arkiver og Museer, der bl.a. omfatter Immigrantmuseet for Danmark, som blev stiftet i 1996.

Et museum med ambitioner om at rette på mange generationers forsømmelser og give immigranterne den plads i danmarkshistorien, som de er berettiget til. Samt med den klare målsætning, at nutidens immigranter selv skal være med til at berette om deres historie til gavn for kommende generationer.

Udadtil lever det unge museum fortsat en lidt stille og anonym tilværelse i et hjørne af Paltholmcentret, der huser en række kulturelle aktiviteter i kommunens regi.

Siden starten har museet primært arbejdet ad to hovedspor.

Det ene fokuserer på den ældre indvandrerhistorie og består af tre databaser, som er under opbygning i samarbejde med Dansk Data Arkiv. Det andet spor vedrører indvandrernes og flygtningenes historie i de seneste årtier og centreres omkring livshistorier, som indvandrerne selv har berettet.

De plancher og tavler, der pryder væggene, beretter om wienerbørn, finlandsbørn, ungarnsflygtninge, roepolakker, kartoffeltyskere, herrnhuter, huguenotter, og hvad de ellers hedder. I den modsatte ende af hierarkiet de langt færre, men nok så markante fremmede bidrag til landets absolutte elite, såsom statsmanden Struensee.

Dertil kommer aktuelle eksempler på berømte danskere af udenlandsk oprindelse. Peter Schmeichel, Uffe Ellemann-Jensen og prinsesse Alexandra er med til at understrege, hvor vidt kredsen spænder.

Her viser kurverne også, at udlændinge i 1921 udgjorde næsten 3,5 pct. af Danmarks befolkning, mens tallet i 1995 var knap 4 pct.

Altsammen for at fortælle den besøgende, at indvandrerne ikke er fænomener, som først dukker op i slutningen af det netop overståede århundrede, og at disse udlændinge på hver sin måde har bidraget til opbygningen af det danske samfund.

Henrik Zip Sane, ekstern lektor i indvandrerhistorie ved Københavns Universitetet, har siden 1987 arbejdet med den lokale kulturhistorie i Farum. Et arbejde med perspektiver langt ud over de lokale rammer, idet Farums udvikling i de seneste årtier i høj grad er resultatet dels af tilvandring af danskere, primært fra Københavns-området, dels af indvandring af udlændinge.

Kommunens arkiv- og museumschef har siden 1993 beskæftiget sig intensivt med immigranternes historie og tilværelse og bl.a. haft god kontakt til det tyrkiske netværk i området. Det fik ham til at spørge borgmester Peter Brixtofte (V), om det ikke var en god ide at lave et indvandrermuseum.

- Brixtofte syntes ikke, at det lød så spændende med indvandrere. Men et immigrantmuseum, den var han med på, især efter at have forvisset sig om, at det var noget, som ikke fandtes andre steder i Danmark, fortæller Henrik Zip Sane.

Sidste år blev museet sekretariat for det samarbejdsorgan for museer og organisationer, der under betegnelsen Migrationspuljen beskæftiger sig med ind- og udvandrerhistorie i Danmark.

- Det viste sig, at over 20 større og mindre institutioner har direkte interesse i netop at få dette perspektiv frem. Det er en vigtig opgave, vi har påtaget os, fordi i det begrænsede omfang, indvandringen hidtil er blevet beskrevet af danske forskere, har der manglet et historisk og bredere humanistisk perspektiv, siger Zip Sane.

Han mener, at forskerne har bidraget til vore dages meget unuancerede debat på området ved, bevidst elller ubevidst, i vid udstrækning at holde immigranterne ude af vores historie.

- Dermed har de deres del af skylden for forestillingen om indvandringen som et nyt fænomen i vores historie. Intet kan være mere forkert, men alligevel er vi vidner til, hvordan folk på den yderste højrefløj med udgangspunkt i denne forestilling gør sig til talsmænd for en slags perverteret nationalisme.

- Sagen er, at gamle tiders nationalstat reelt ikke findes længere. Alligevel fører disse mennesker sig frem med teorien om, at nogen prøver at tage vores danskhed fra os. Som en modvægt mod sådanne tendenser vil vi med vores museums- og arkivvirksomhed gerne drive folkeoplysning på ægte grundtvigsk vis, rejse nogle problemstillinger og give folk noget at tænke over.

Henrik Zip Sane finder det relevant at drage paralleller til, hvad der skete herhjemme i slutningen af det 19. århundrede, bl.a. som konsekvens af industrialiseringen i det danske samfund.

- I dag føres debatten populært sagt med udgangspunkt i det vesterlandske kontra det fremmedartede og eksotiske. Dengang var det mere det nordiske kontra det tyske og det slaviske.

Omkring det forrige århundredskifte blev det flittigt og i ramme alvor diskuteret, hvad Danmark skulle stille op med de underudviklede polakker og svenskere, der kom til landet.

- Efter tysk forbillede dannede en række arbejdsgivere fra teglværks- og sukkerroeindustrien i 1893 en forening, som skulle importere billig arbejdskraft fra nabolandene.

"Polakloven" i 1908 blev vedtaget for at sikre disse mennesker rimelige arbejdsvilkår, men set udefra voldte denne trafik også helt andre problemer. I Sverige advarede kvindesamfundet således mod at tage arbejde i Danmark, fordi svenske tjenestepiger i massevis kom tilbage gravide og uden at vide, hvem der var faderen.

Disse tilstande skitseres i de indvandrerhistoriske databaser i Farum. Her fremgår det også, at af de polakker, som primært fik arbejde på Lolland-Falster, menes det, at ca. 8000, eller 10 pct., blev i Danmark, hvor de senere fordelte sig rundt omkring i landet efter samme mønstre som danskerne.

- Vi kommer ikke udenom, at immigration gør ondt. Derfor er det vigtigt, at de nye indvandrere gør sig klart, at de ikke er de første, fordi hvis Jensen og Olsen i den næste opgang går et par generationer tilbage, har de sikkert svensk eller tysk blod i årerne.

Lederen af Immigrantmuseet lægger stor vægt på, at mens tidligere undersøgelser af indvandrernes tilværelse typisk er lavet ud fra en bestemt problemstilling, så benytter man i Farum en anden teknik.

- Vi interviewer ikke ud fra en bestemt problematik, men beder det enkelte menneske om at fortælle sit livs historie, i sit eget tempo og på sit eget sprog. De folk, vi får kontakt med, viser generelt stor interesse og ærlighed, også over for de mere problematiske sider af indvandringen. Og på den måde får du bevaret nogle ting, som normalt sjældent kommer frem.

Indsamlingen af livshistorier omfatter bl.a. interview af 30 mennesker med tamilsk baggrund. En tamil var i to år på halvtidsbasis beskæftiget med at interviewe sine landsmænd og derefter oversættte og udskrive materialet, der er omfattet af fortrolighed og tavshedspligt i henhold til lovens 80 års-regel.

Som led i et andet projekt er 15 pakistanske kvinder ved at skrive deres beretning, som senere muligvis kommer til at indgå i en bog.

- Og det er en ganske anden måde at fremlægge tingene på, end når nogle få, velfungerende personer taler disse menneskers sag i deres egenskab af politikere eller forskere.

Immigrantmuseet kan notere stigende interesse for sin virksomhed, bl.a. fra slægtsforskere. Næste vinter begynder udflytningen til mere rummelige omgivelser i landsbyen Stavnsholt uden for Farum, hvor museet kommer til at indgå i et kompleks med to af kommunens lokalmuseer.

Statens Museumsnævn har desuden givet museet forhåbninger om anerkendelse i henhold til museumsloven, hvilket bl.a vil give flere midler at arbejde med. På noget længere sigt mener Henrik Zip Sane, at det vil være muligt at få status som institution for centerforskning.

Når og hvis den tid kommer, vil han ikke have noget imod reaktioner som den, en andengenerationsindvandrer stod for, da han begik hærværk mod en udstilling på museet.

- Udstillingen legede helt bevidst med virkelighed og myter omkring tyrkernes dagligliv og havde derfor placeret en hane og en høne i køkkenet. Det var der én, der ikke kunne se det sjove i. Og når vi nu gerne vil give folk noget at tænke over, så langt hellere en sådan reaktion end almindelig ligegyldighed, slutter Henrik Zip Sane.

/ritzau/