Fortsæt til indhold
Indland

Scientologys hemmeligheder

Scientologys helligste tekster er det rene science fiction, og bevægelsen gør alt for at holde dem hemmelige. Ifølge kritikerne er teksterne så langt ude, at nye medlemmer ville løbe skrigende bort, hvis de læste dem.

Af PIERRE COLLIGNON

Advarsel!

Hvis De tror på Scientology og ikke vil overtræde bevægelsens love, så stop her. Ellers vil De komme i kontakt med forbudt materiale.

For alle andre anbefaler vi, at De sætter Dem godt til rette. I løbet af de næste minutter vil De nemlig få adgang til en enestående og hidtil hemmeligholdt viden, som normalt kun åbenbares, hvis man gennemfører flere års hårde studier i Scientology - og slipper op mod to mio. kr.

Så får man denne epokegørende indsigt:

Der var engang for 75 millioner år siden en hersker over hele vores galakse. Han hed Xenu, og han havde en plan for at komme af med overbefolkning på sine 76 planeter.

Rumherskeren Xenu lammede alle mennesker og fløj dem til Jorden (som dengang hed "Teegeeack") i store rumskibe, som lignede DC8-fly. Derpå nedsænkede Xenu menneskene i nogle vulkaner i Las Palmas og på Hawaii og placerede en atombombe oven i hvert bjerg. Bomberne eksploderede og slog alle ihjel.

Sådan lyder Scientologys beretning om, hvordan verden er indrettet. Historien om Xenus massedrab bliver kun fortalt til scientologer, som er nået op på et af de højeste niveauer i bevægelsens interne hierarki. Den er nemlig nøglen til at forstå hele universet.

Efter det store brag fløj menneskenes frosne sjæle vildt rundt i en nuklear storm. Den onde rumkriger Xenu fangede alle sjælene ind i et elektronisk felt og fragtede dem tilbage til Jorden, hvor han hypnotiserede dem med billeder af Gud, djævelen, engle, opera, helikoptere og meget andet på storskærme. Til sidst lod Xenu alle sjælene slippe fri.

Balladen er nu, at disse usynlige sjæle stadig svæver rundt på Jorden. De klynger sig til nulevende menneskers kroppe og forurener dem med Xenus falske billeder - så vi er ude af stand til at forstå verden. Ifølge Scientologys grundlægger, L. Ron Hubbard, findes der kun én løsning på det problem, og det er... som man måske kunne gætte... at gennemgå flere Scientology-kurser og Scientology-terapier, som kan frigøre os fra Xenus beskidte sjæle.

Opbevares i bankboks

Det siges, at de hellige skrifter om Xenu bliver opbevaret i en bankboks i Scientologys hovedkvarter i Florida, USA. Når de transporteres uden for bygningen, skal de altid fragtes i specielle, tyverisikre kufferter, og de må ikke udleveres til nogen, som er under niveau OT3 på Scientologys rangstige.

Teksterne er alligevel sivet ud. I 1994 dukkede de første eksemplarer frem på Internettet, da en gruppe Scientology-modstandere valgte at offentliggøre dem, og siden har en lang række afhoppere fra bevægelsen bekræftet det fantasifulde indhold. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Scientologys stifter, L. Ron Hubbard, var science fiction-forfatter, før han kastede sig over opbygningen af sin egen religion.

»Når folk hører om Scientologys hemmelige lære, tænker de: "Hvordan kan fornuftige mennesker tro på den slags vrøvl?" Sagen er imidlertid, at de fleste scientologer slet ikke kender de skrifter. De får at vide, at de bliver syge og dør, hvis de læser dem, før de er klar,« siger den amerikanske sekt-ekspert, psykologen Steven Hassan, som har skrevet flere anerkendte bøger om tankekontrol i nyreligiøse grupper.

Scientologys officielle PR-chef i Danmark, Anette Refstrup, er oprørt over, at bevægelsens hellige tekster bliver offentliggjort. Hun frygter, at de bliver citeret forkert, så Scientology bliver latterliggjort. Samtidg forsvarer hun, at de kun må læses i en bestemt rækkefølge.

»Hvis man synes, at de lyder "dumme", er det jo bevis for, at man har brug for undervisning for at forstå dem... Første klasses elever kan heller ikke forstå avanceret algebra,« siger hun.

Sekt-eksperten Steven Hassan har en anden forklaring.

Han beskriver Scientologys metode som en farlig form for bondefangeri. Bevægelsen holder fast på det hemmelighedsfulde, fordi det er umuligt at få folk til at betale store formuer for at nå frem til "den store indsigt", hvis den er frit tilgængelig.

Folk lokkes ifølge Steven Hassan gradvist ind i Scientology med løfter om et bedre liv, højere IQ, bedre parforhold og mange andre gaver, hvis de blot vil købe endnu et kursus eller underlægge sig endnu en terapipakke til 2000 kr. i timen. Gevinsten er altid lige om hjørnet.

»I starten tror de, at det handler om at blive bedre til at kommunikere eller lære sig selv at kende. Det lyder harmløst,« siger Steven Hassan.

Den 57-årige Aase Jørgensen fra København lærte Scientologys "fælde" at kende på egen krop. Hun var med i bevægelsen fra 1988 til 1997.

»Al den tid jeg var derinde, hang der en gulerod lige foran mig, men jeg skulle helt til Florida for at finde ud af, at jeg blev manipuleret. Jeg blev gjort fuldstændig forvirret. De skulle have mig ned med nakken. Jeg skulle komme kravlende og samle alle mine penge sammen,« fortæller Aase Jørgensen.

Hun har nu stævnet bevægelsen sammen med to andre eks-scientologer for at kræve erstatning for de penge, som hun i årenes løb indbetalte til Scientology-kirken i Danmark. I alt 225.000 kr. blev det til.

Aase Jørgensen begyndte hos Scientology på et tidspunkt, da hun stod midt i et vadested i sit liv. Aase var blevet skilt få år forinden, og hun var ved at løbe sur i den undervisning, som hun gav på aftenskole. Der skulle ske noget nyt.

Scientologys løfte om at blive et lykkeligere menneske lød forjættende. Aase Jørgensen kom igennem et kommunikationskursus, og Scientology forklarede, at hun kunne blive mere rationel og effektiv, hvis hun arbejdede sig op ad "Broen til Total Frihed". Sådan hedder Scientologys 30 trins stige til frelse. Indholdet er lange studier af L. Ron Hubbards værker og såkaldt "auditing" - en slags psykoterapi, hvor man skal bearbejde personlige problemer over for en scientolog, der befinder sig højere på rangstigen. Terapien foregår i små enerum ved, at man holder fast i to strømførende metaldåser. Apparatet er opfundet af Hubbard og kaldes et E-meter. Det fungerer som en løgnedetektor med en nål, der bevæger sig op og ned ved følelsesmæssige udsving.

Aase Jørgensen faldt hurtigt for Scientologys charme.

»Når vi var derinde, blev vi hele tiden bekræftet i, at vi befandt os på et højere åndeligt niveau end almindelige mennesker. Og jeg troede virkeligt, at Scientology ville gøre mig i stand til at hjælpe andre til et bedre liv,« fortæller den tidligere scientolog.

Rejsen til Florida

Da Aase nåede rangen af "klasse 4-auditor", prøvede hun at finde en anden scientolog, som skulle følge hende i den videre færd mod tilstanden af "clear" - Scientologys første store mål for frigørelse. Meningen var, at de to skulle indgå i et terapeutisk parløb, men det var umuligt for Aase at finde den rigtige partner. Det problem kunne dog sagtens klares, forsikrede lederne i Scientologys københavnske afdeling... nemlig med en rejse til hovedkvarteret i Florida og tre ugers intensiv træning. Pris: 75.000 kr.

Også den regning slugte Aase Jørgensen, og hun kom til Clearwater i Florida. Rejsen til det religiøse hovedsæde blev dog et vendepunkt. I stedet for hjælp blev Aase stillet over for nye udgifter. De amerikanske scientologer forklarede, at de havde udviklet et mere moderne E-meter, og at Aase skulle tage kurserne fra trin 0 om igen med det nye apparat.

»Jeg kunne pludselig se, at Scientologys lærdom var ubrugelig i det virkelige liv, og jeg følte, at jeg havde spildt 10 år af mit liv. Det var et kæmpe nederlag,« siger Aase Jørgensen.

Hun meldte sig ud kort efter.

Den amerikanske sekt-ekspert Steven Hassan nikker genkendende til Aase Jørgensens historie. Han forklarer, at Scientology misbruger folks naivitet. "Ofrene" afslører selv deres svagheder ved at besvare tests med hundredvis af personlige spørgsmål, og så tager scientologerne fat.

Man starter typisk med ret billige kommunikationskurser og de såkaldte TR - "træningsrutinerne". Scientology fortæller, at øvelserne vil gøre én mere fri, men ifølge Steven Hassan virker det lige omvendt.

Første øvelse går ud på, at man sidder med lukkede øjne og slapper helt af. Hvis man bevæger sig den mindste smule, dumper man.

Næste øvelse foregår med åbne øjne. Den nye "rekrut" skal stirre ind i en øvet scientologs øjne i 15 minutter.

Til sidst skal deltageren stå op og forholde sig fuldstændig passivt, mens scientologer forsøger at distrahere ham med hån og høje råb.

»Folk kommer i en slags trance. Det er en klassisk hypnose-teknik, som lærer dem at adlyde. Det er starten til at ødelægge den frie vilje,« siger Steven Hassan.

De fleste forlader Scientology allerede på dette stadium, men resten underlægges herefter en ekstrem påvirkning. Scientology isolerer folk fra omverdenen, og der sættes streng kontrol ind over for både følelser, informationer og opførsel. Sådan forklarer bevægelsens modstandere i hvert fald mekanismen.

Slettet af maskiner

Langsomt nedbrydes den kritiske sans, og mange siger ja tak, når Scientology tilbyder dem hjælp til at huske hændelser fra tidligere liv. Scientologer tror nemlig på en særegen form for reinkarnation:

Når du dør, forlader du din krop og ledes i ubevidst tilstand tilbage til nogle hvide "implant-stationer" i rummet. Her bliver alle minder om dit seneste liv slettet af maskiner, som udsender højenergiske stråler. Så bliver du programmeret til at vende tilbage til Jorden for at starte et nyt liv.

Sådan forklares læren af en tidligere scientolog, amerikaneren Margery Wakefield, der har skrevet en bog om sine oplevelser inden for Scientology.

Teorien er, at menneskene går i pendulfart mellem Jorden og "implant-stationerne". Kun ved hjælp af Scientology kan man gøre sig fri. Hvis de øver sig grundigt - og betaler mange penge - kan scientologer forlade både deres krop og denne galakse. De kan flyve rundt i hele universet.

De øverste niveauer i Scientology er slet ikke blevet frigivet endnu. Dem holder topledelsen tilbage, indtil hele Scientology-kirken er nået op på højere udviklingstrin. Systemet betyder, at Scientology i lang tid endnu vil kunne udbyde højere åndelige niveauer.

Nogle mennesker står af, når de kommer frem til Scientologys beretninger om rumskibe og fjerne galakser, men andre har det ligesom folkene i "Kejserens nye klæder".

»Ingen vil sige, at Kejseren ikke har tøj på... Fordi alt er så dyrt i Scientology, går man ud fra, at det har en høj værdi - og efter at have brugt enorme formuer, vil mange ikke indrømme, at de er blevet snydt,« siger Steven Hassan.

En religion

Scientologys informationschef Anette Refstrup understreger, at man kun kan forstå Scientology, hvis man betragter organisationen som en religion. Så kan de mærkelige rumhistorier nemlig sammenlignes med, hvad der står i Bibelen.

»Tror du på, at Jorden blev skabt på syv dage og at Gud pustede liv ind i mennesket? Det er heller ikke særlig logisk, at Jesus gik på vandet, vel? Man kan finde den slags i hvilken som helst religion, og det er nødvendigt at fortolke det for at forstå det,« siger Anette Refstrup.

Hun stoler fuld og fast på Scientologys lære om, at man skal erkende sandheden trin for trin.

»Det kan godt være, at andre synes, det er underligt, men jeg vil gerne have lov til at arbejde med tingene i den rækkefølge, som min religion foreskriver,« siger Anette Refstrup.

Erstatningskrav fra tidligere medlemmer kan man ikke tage helt alvorligt, mener den danske informationschef.

»Kan man forlange pengene tilbage af en psykolog, hvis man ikke synes, at hans terapi virker? Og hvad ville folk sige, hvis et medlem af folkekirken skældte ud over, at kristendommen ikke virkede og derpå krævede flere års kirkeskat tilbage? Folk ville bare grine ad ham, men så snart der er tale om Scientology, er det pludselig meget interessant,« siger Anette Refstrup.

Scientology afviser konsekvent alle beskyldninger om hjernevask.

»Mange mennesker snuser til Scientology og går igen. Hvis vi var så gode til at styre folk, ville de gå rundt med stjerner i øjnene... Men sådan fungerer det ikke. Der er ingen håndjern i vores kirker. Folk deltager helt frivilligt og arbejder hårdt, fordi de får noget ud af det,« siger Anette Refstrup.

Men hvorfor skal det så koste så meget at være med i Scientology?

»Vi får ingen statsstøtte, og det er altså ikke gratis at drive kirker og give åndelig vejledning. Når folk uddanner sig hos os, svarer det til, at man tager en præsteuddannelse på universitetet. Vores er langt billigere, men forskellen er bare, at man selv skal betale for det i Scientology.«

Anette Refstrup synes i det hele taget, at Scientologys kritikere fokuserer for meget på penge.

»Det materielle er ikke så vigtigt for os. Der er aldrig nogen, der siger noget til, at folk bruger formuer på ferier, biler og dyre sportsgrene. Men der er vild opstandelse, hvis en af os vælger at bruge 50.000 kr. på personlig udvikling,« siger Anette Refstrup, informationschef for Scientology i Danmark.

Troen kan man i hvert fald ikke tage fra folk.

Tag for eksempel Jan Kusz, som har været scientolog i 9 år. Han forklarer, at han har haft flere oplevelser med rumskibe og fremmede galakser under auditing-sessioner, hvor han vendte tilbage til hændelser i tidligere liv.

»Hvis du tager ud i junglen og fortæller de indfødte om rumfærgen, så vil de også ligne store spørgsmålstegn, selv om den faktisk findes. Man skal have forudsætninger for at forstå tingene,« siger Jan Kusz.

Han spørger, hvor science fiction-forfattere mon får deres idéer fra... og giver selv sit personlige bud:

»De får det fra deres eget sind. Jeg tror, at det er noget, de har oplevet«.

pierre.collignon@jp.dk