De kloge ord og pastillerne

I andre lande har de deres fortune-cookies, men i Danmark får vi vores visdomsord fra flapperne på Gajol-pakkerne. Lars Rasmussen er marketingschef på Galle & Jessen i Ballerup, og han er manden, der bestemmer, hvad man skal beriges med, når man åbner sin Gajolpakke.

JP København mødte ham på en almindelig dag på slikfabrikken i Ballerup, hvor røgen dampede ud af skortstenene, hvor chokoladeskildpadderne udklækkedes og kravlede nyfødte i æsker, og hvor folkeskoleklasserne havde et næsten religiøst lys i øjnene under turen rundt i produktionen.

Føler du det som et stort ansvar at udvælge de rette ordsprog?

»Det er et stort ansvar. En stor del af Gajol-mærkets sjæl varetages af det lille ordsprog, som de fleste kender. Vi ved, at nogen folk samler på Gajol-pakkerne for at få alle ordsprogene. Andre gemmer bare de pakker, der siger noget til dem og deres eget liv. Vi hører også om, hvordan Gajol-pakkens ordsprog bliver omdrejningsspunkt for en feststale,« siger Lars Rasmussen.

Tror du, at nogle mennesker har lagt deres liv om, efter at have læst noget klogt på deres Gajolpakke?

»Måske ikke lagt deres liv om, men det har måske betydet en lille kursændring. Ligesom mange andre ting i hverdagen kan have indflydelse på vores liv. Og det har jeg det fint med.«

Gajol er dansk slikhistorie. Eller pastilhistorie. Lars Rasmussen understreger, at der er tale om en halspastil, og dermed noget lægende eller lindrende. Gajol er ikke vulgær slik.

Den første Gajol blev sendt på gaden i 1933 af det københavnske firma Galle & Jessen, der blev stiftet helt tilbage i 1872 og en overgang havde domicil i St. Kongensgade. De startede ligesom andre slikkoncerner med at koge bolcher i køkkenet, men butikken voksede, og i 1907 flyttede fabrikken til den velkendte adresse på Lyngbyvej: Der hvor chokoladefrøerne springer på skorstenen, som de har gjort siden 1927.

I dag er firmaet en del af Toms-koncernen, der også omfatter Pingvin og Anton Berg. Produktionen af Gajol er flyttet til Avedøre Holme, mens al chokoladen støbes i Ballerup på et område, der ifølge Lars Rasmussen er lige så stort som Tivoli med 800 mand ansat i produktionen alene.

Bare slik?

Og imponerende ser det ud, når man skuer ud over fabrikkens enorme tag med et virvar af rygende skorstene og syv kolossale siloer stoppet med sukker og kakao.

Tænker du nogle gange på, at selv om det jo er en kæmpe forretning, så er det bare slik i sælger?

»Egentlig ikke.«

Visdomsordene blev søsat i 1974 af den daværende direktør Lunøe, der mente, at det vile give forbrugerne et incitament til at vælge Gajol fremfor konkurrenterne - svenske Läkerol og Delfol, der er ejet af Marabou-koncernen i Schweiz. Samtidig var det godt for Gajols image, som det kloge slik.

»Undersøgelser viser, at folk forbinder Gajol med troværdighed og stabilitet. Vores forældre havde også en Gajol-æske i forruden. Det har en snert af noget gammeldags, men på en ægte, positiv måde. Det er ikke forkert at spise en Gajol. Husk på, det er en halspastil, der giver friskhed. Man kan spise Gajol, hvis man er til møde eller i skole. Sådan nogle steder kan man jo ikke hive en slikpose frem.«

Hvad er kriterierne for, at et citat eller ordsprog kan opnå status af Gajol-citat?

»De skal være overraskende, provokerende, underfundige, sjove. De skal sige folk noget om deres dagligdag. Noget, der får folk til at spærre øjnene op, selv om de sidder i S-toget i myldretiden.«

Lars Rasmussen trommer med hænderne på en tyk, rød bog.. Det er er derfra han får alle ordsprogene.

»Jeg burde snart sætte mig ned og finde nye tekster. Det er ikke noget, jeg gør ret tit. Der er cirka 200 ordsprog i omløb, og man skal virkelig spise mange Gajol, hvis man skal støde på dem allesammen.«

Nogle gange har han udskrevet konkurrencer, hvor man kunne vinde retten til at få sit ordsprog på Gajol-pakkerne, men det er sjældent vellykket, fordi folk sender ordsprog ind, som de måske tror de har fundet ud af, men som i virkeligheden tilhører andre.

Den danske bidrager

Den eneste nulevende dansker, der har opnået æren, er museumsinspektør Kåre Johannessen fra Museet ved Trelleborg i Slagelse. Han er mand for citatet :"Demokrati er at uddele ansvaret på så mange, at det forsvinder", som han i samarbejde med TV2 Øst fik lanceret på en Gajol-pakke.

»Jeg er dog ingen Mussolini. Det, jeg mente var bare, at man skulle tage sit ansvar som vælger alvorligt,« fortæller inspektøren fra Slagelse. Siden gymnasiedagene, hvor han ofte fabrikerede Gajol-citater til sine kammeraters fornøjelse, har han drømt om "the real thing".

»Det er selvfølgelig morsomt, at det kunne lade sig gøre, men jeg er også seriøst glad for det. Det er ikke alle og enhver, der får den mulighed. Nu har jeg efterladt et mærke, og jeg føler, at jeg kan slippe for at bungy-jumpe eller kravle op af bjerge, fordi jeg er på Gajol-æsken. Den er svær at slå.«

Kåre Johannessen fortæller, at et af hans store mål i livet dermed er opnået, men at han trods alt ikke er parat til at trække sig tilbage.

»Jeg har enkelte ambitioner tilbage. Blandt andet at se England tilbage under dansk krone.«

Der forlyder intet om, hvorvidt TV2 Øst har indledt forhandlinger om magtovertagelsen.

Gul til unge, blå til ældre

Lars Rasmussen viser rundt i kæmpefabrikken, hvor kvinder med hårnet har travlt ved samlebåndene. I den ene ende kommer flydende chokolade ud af en maskine, og i den anden - 100 meter længere nede - putter damerne de færdige skilpadder i æsker. For fremtiden må tilskueren til denne proces spise sine chokoladedyr med større respekt. Respekt for kvinderne i Ballerup, der sidder ved samlebåndet og putter skilpadderne i æsker dagen lang.

Hvilken Gajol er den mest populære?

»Den blå er den mest populære efterfulgt af den gule. Den blå er jo den oprindelige Gajol, som er hård og man kan sutte på i lang tid, mens den gule er blød og meget salt og hurtigt kan tygges i stykker. Vores undersøgelser viser klart, at de unge er til den gule, mens de ældre foretrækker den blå.

Siger det noget om ungdommen? At de vil have pastiller, som de kan tygge i stykker hurtigt?

»Der gør det nok, ligesom det siger noget om de ældre, at de gerne vi have deres pastiller til at holde længere.«

Det totale marked for halspastiller i Danmark er på ikke mindre end 300 millioner kroner på årsbasis, men så taler vi også varianter som mentholbolcher etc. Hvor meget præcis, der omsættes af Gajol, er en hemmelighed, men Lars Rasmussen vil godt afsløre, at de trykker godt en million pastiller om dagen.

»Det er big business.«

Hvordan laver man Gajol?

»Vi køber lakridsrødder fra Kaukasus, som er kogt sammen til store blokke. Det er et rent naturprodukt. Og så blandes der gummi fra gummitræer i. Det er i virkeligheden ret eksotisk.«

Der står på pakken, hvilke ingredienser der er i Gajol. Kan man selv lave dem hjemme i køkkenet, hvis man følger den opskrift?

»Ah, ja, der står hvilke ingredienser der er i - det skal vi jo skrive af hensyn til forbrugerne - men der står ikke, hvor mange gange, vi rører i gryden og under hvilken temperatur.«