Fortsæt til indhold
Indland

Galleri på Nettet

Maleren Jeppe Eisner åbner dørene til sin kulørte verden.

Af ASGER WESTH

I år er det 30 år siden, at Jeppe Eisner debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling. Det fejres med et nyt galleri på Internettet, hvor en række værker udstilles ledsaget af hans egne ord.

Galleriet er opstået på opfordring.

»Jeg mødte nogle unge fyre, der mente, at det var en god idé, og jeg synes, at Internettet er et dødfascinerende medie. Så behøver jeg heller ikke slæbe malerier med for at vise, hvad jeg har lavet, når jeg er ude at rejse,« siger Jeppe Eisner.

Et hav af gallerier, kunstnere og forlag er allerede på Internettet, men det nye samarbejde mellem Trade-Point og Atelier Eisner adskiller sig ved, at det er yderst begrænset, hvad man kan købe.

Det er dog muligt at bestille en kalender med 12 malerier - et for hver af årets måneder, der alle er forsynet med et mere eller mindre synligt ansigt i de forskellige scenerier.

Med kalenderen har Jeppe Eisner fået realiseret et gammelt projekt.

»Jeg har arbejdet på at lave en kalender i syv år, men indtil nu har jeg gået og gemt malerierne for mig selv,« siger han.

Ideen til at lave en kalender opstod for otte år siden, hvor Jeppe Eisner gav sig i kast med et "dagbogs-projekt". Selv om han i en periode blev sat ud af spillet på grund af en operation, lavede han hver dag i et år et maleri på 10 x 15 cm.

Da han var færdig, blev Jeppe Eisner usikker på, hvor han skulle udstille de mange miniaturebilleder, men den afdøde billedhugger Robert Jakobsen mente, at udstillingen ville gøre sig bedst i Jylland, da jyderne ville have mest respekt for en "maler, der arbejdede hver dag."

Malerier fra hele verden

Jeppe Eisner er søn af Bakke-maleren Ib Eisner og har som sin far skildret livet på Dyrehavsbakken, ligesom han har lavet større udsmykningsopgaver og portrætter af Peter Schmeichel og Dronning Margrethe. Og det hele klares fra bopælen og atelieret ved Kongekilden i Dyrehaven, hvor der i weekenden er åbent hus for publikum.

Her er der ud over kalenderbilleder også mulighed for at se årets udstilling, der bærer titlen "Jorden Rundt - Året Rundt."

Med en balinesisk svigersøn og venner over alt på kloden, har 1999 budt på et væld af rejser for Jeppe Eisner. Det har smittet af på hans malerier, der er kommet til verden så forskellige steder som Galapagos-øerne, Bornholm, Berlin, Paris, Nivå og Times Square i New York.

asger.westh@jp.dk

Atelier Eisner kan findes på Internettet på www.eisner.dk. Udstillingen "Jorden Rundt - Året Rundt" kan ses i Atelier Eisner, Enghavevej 4 i Dyrehaven, i dag og søndag fra kl. 12-17.