Når dommeren ser rødt
Rent statistisk skal spillerne i Superligaen være forsigtige med at lade ordet spejl indgå i deres orale repertoire, når de lufter deres utilfredshed foran manden i sort.
Det kan nemlig hurtigt ende med en badebillet før tid.
Spejlæg. Ifølge Nudansk Ordbog er det lig med et æg, der er slået ud og stegt på en pande, til hviden er stivnet.
Egentligt ganske uskyldigt og uden negative undertoner. Men at ordet spejlæg også kan bruges i en mere nedladende betydning, kan Lyngbys angriber Søren Hermansen og dommer Jan Hald vist godt blive enige om.
Det kostede nemlig Søren Hermansen et rødt kort og efterfølgende to spilledages karantæne, at han valgte at kalde Jan Hald for et spejlæg i en Superliga-kamp mellem Silkeborg og Lyngby.
Efter kampen sagde Jan Hald, at ordet spejlæg helt klart var møntet på hans hårpragt og dermed et angreb på en del af ham som person.
Hermansen erkendte da også efterfølgende, at bemærkningen var ment nedsættende, men at Jan Hald havde optrådt meget nærtagende.
Og umiddelbart kan det da også være svært at se, hvordan ordet spejlæg kan blive opfattet som et nedsættende udtryk for en frisure eller mangel på samme, og der var heller ikke megen hjælp at hente hos Dansk Sprognævn.
»Spejlæg brugt som skældsord for en frisure? Det siger mig ikke umiddelbart noget...Men jeg skal se, hvad vi har,« lød det venligt fra vagthavende hos Dansk Sprognævn.
Et par minutters behandlingstid hos sprogrøgterne gav et noget uventet resultat.
»I Politikens Slangordbog står der, at spejlæg også kan bruges som slangudtryk for sædklat. Så hvis det er brugt i forbindelse med dommerens frisure, kan det jo skyldes, at han har haft en klat oven på hovedet eller sådan noget. Måske en begyndende måne. Jeg ved det ikke,« lød det beklagende.
En anden angriber, som endte med at få rødt kort efter en verbal batalje med en dommer, var Brøndbys veteranangriber Bent Christensen.
I en pokalkamp i foråret mellem AB-Brøndby, som blev ledet af Kim Milton Nielsen, blev Bent Christensen så vred over en dommerkendelse, at han i direkte vendinger henvendte sig til Milton og sagde følgende.
»Du er spejlblank.«
Det fik Turbo en advarsel for, og efterfølgende kom han til at skubbe til Kim Milton Nielsen, og denne trak uden tøven det røde kort, og dermed var den pokalkamp forbi for Bent Christensen. Men heller ikke her er Dansk Sprognævn til megen hjælp.
»Den vending siger mig heller ikke umiddelbart noget. Men man kunne godt forestille sig, at det var en hentydning om, at der ikke foregår noget på overfladen. At intetheden hersker,« forklarer vagthavende hos Dansk Sprognævn, og fortsætter:
»Men i begge tilfælde har det nok fremgået af tonefaldet, at det er noget grimt noget, der menes. Det er nok selve situationen, som har været afgørende for dommerens reaktion.«
Dommerskøn
Den tidligere topdommer Peter Mikkelsen peger da også på, at der ikke er nogen klare retningslinjer for, hvad en dommer skal finde sig i fra en spillers side. Det må i hvert tilfælde bero på en konkret vurdering.
»Ifølge fodboldloven skal en dommer udvise en spiller, hvis han bruger fornærmende, hånende eller upassende sprogbrug. Men det helt afgørende er i hvilken situation, det bliver sagt. Hvis udtalelsen sker med et smil på læben, kan en dommer lade meget slippe igennem,« siger Peter Mikkelsen.
Han peger på to ting, som en dommer skal sætte hårdt ind over for, og det er bemærkninger om dommerens fysiske udseende, eller hvis en spiller stiller spørgsmålstegn ved dommerens kompetence.
»Her må grænsen være. Hvis en spiller angriber en dommers neutralitet eller udtaler sig om hans udseende, så er man ude over det rimelige, og det bør en dommer skride ind over for,« siger Peter Mikkelsen.
ole.bulow@jp.dk