Syngepigerne i Charlottenlund

I 1663 overdrog Frederik III dyrehaven til Ibstrup Slot til sin højt begunstigede kammertjener Jakob Petersen. Han indrettede et "wirzhus" ved indgangen til alléen med forskellige former for underholdning. Jakob Petersen nåede ikke at opleve forlystelserne længe. Et par år efter måtte den driftige kammertjener forlade Danmark over hals og hoved. Det var vist nok fordi han havde taget sig lovligt mange friheder over for monarken og - ikke mindst - hans dronning Sophie Amalie.

Herefter blev skoven skænket til Ulrik Frederik Gyldenløve, der opførte det lille landsted Gyldenlund, der senere skiftede navn til Charlottenlund Slot efter Christian VI søster Charlotte Amalie.

Når de kongelige syntes om stedet, så gjorde borgerskabet det også. De strømmede ud til Gyldenlund. Den kongelige skovløber gjorde særdeles indbringende forretninger, ved at varme vand "paa Maskine", og sælge det til de besøgendes kaffe og the.

Hestestald og beværtning

Da skoven var lukket for ridende, skulle heste afleveres ved indgangen. Det gav den pensionerede kavaleriløjtnant Wiglar en god idé. Ved indgangen til skoven, på hjørnet af Strandvejen og den gamle kongevej mellem slottene Charlottenlund og Jægersborg, oprettede han i begyndelsen af 1820rne en lejestald til skovgæster. Han fik beværterbevilling, og kunne få år efter erstatte den første primitive stald med en nydelig bindingsværksbygning med stråtag. Over lejestalden indrettede Wiglar et serveringslokale, som hurtigt i folkemunde fik navnet Over Stalden.

"Det var den Gang hø-jeste Mode blandt Hovedstadens Spradejunkere at komme ridende ud til Charlottenlund. Man lejede en Hest hos Klemmer i Gothersgade og red saa ad Strandvejen, langs det nye, højere liggende Fortov, hvorfra man rigtigt kunde blive beundret af de mange promenerende Skønne." skrev historikeren Vidar Bruun senere om disse udflugter.

Damper til Charlottenlund

Desværre for Wiglar kom der i 1819 en transportmæssig fornyelse til Danmark. Det var dampskibet Caledonia. På sommerdage blev Caledonia sendt på tur op langs øresundskysten med betalende gæster. Her kunne både mænd og kvinder lade sig transportere mageligt ud til Charlottenlund, og på turen kunde ungersvendene kurtisere jomfruerne. Det gav naturligvis Wiglar en stærk nedgang i tilgangen af heste til sin stald. Han lejede derfor beværterlokalet ud til enken efter den kendte københavnske konditor Lardelli. For at give gæsterne en honnet underholdning, ansatte enkefruen unge damer, der sad på højryggede stole og kunne synge og spille på harpe og guitar.

Conditoriet

Men i 1831 brændte Over Stalden.

Wiglars oprindelige tarvelige bindingsværkshus afløstes af en malerisk bindingsværksstald. Ad en "Hønsestige" inde i stalden, kunne gæsterne stige op i "Conditoriet" og blive underholdt af de små sangfugle på tribunen. Da Wiglar døde, trak enkefru Lardelli sig også tilbage. Herefter havde Over Stalden forskellige ejere indtil traktør Mads Nielsen købte det. Efter hans død i 1871 forpagtede hans enke stedet ud til restauratør Th. Fugmann. Det blev ham der skabte Over Staldens store ry i den lettere forlystelse.

På trods af syngepigernes blakkede rygte, var der hos Fugmann strenge krav til deres moralske habitus. I Over Stalden var det pigerne forbudt at sætte sig ned mellem publikum. Forrest på tribunen lod Fugmann opsætte et solidt gitter, for at holde de mest påtrængende mandfolk på behørig og anstændig afstand fra hans små sangfugle. Pigerne boede i det gamle bomhus på den anden side af vejen, og om natten blev de bevogtet "som Novicer i et Nonnekloster".

Over Staldens stråtækte bindingsvæksbygning brændte igen i 1875. Det var en 21 årig, forlystelsessyg huslærer på Charlottenlund Slot, der blev dømt for, ved uforsigtighed med sin pibe, at have forvoldt branden. Det blev han idømt en stor erstatning for.

Den unge huslærer hed Johan Ludvig Heiberg, men han kom vist nok aldrig til at betale en øre.

Kongelig forsikring

Fugmann var ikke ordentligt forsikret, men han havde en forstående nabo i kronprins Frederik, den senere Frederik VIII. "Til gengæld har han forstået i god tid at assurere sig på anden måde. Han har nemlig vidst at skaffe sig en protektor i sin høje nabo, kronprinsen, og behøvede blot at gå lige over vejen, for at finde en sikker støtte i sit uheld...", skrev man i samtiden.

"Man kunne undre sig over, at kronprinsen med delvis venlighed ser på, at en sangerindeinstitution udvikler sig lige over for hans slot. Men kender man den Fugmanske husorden falder forbavselsen for størsteparten bort. De syngende damer tilbringer her et fuldstændigt pensionatsliv, skal have tilladelse at gå aftentur, og sidder om formiddagen og strikker og knipler. Løfter de engang imellem øjet fra strikketøjet er det kun for at kikke over til den svenske kyst."

Med den kongelig støtte var Over Stalden genopført på fire dage.

"Helt inde i skoven ligger nu Over Stalden, og er Stalden end kun en cykelstald og hele bygningen kun et eneste rum er der dog frembragt et rummeligt og pynteligt interiør, som oplives af flag og dekorative våbenskjolde.

På den brede tribune tager pensionatdamerne plads i lange kjoler og lader deres endnu af vin og røg lidt beskadigede stemmer høre, og rummet fyldes med den landliggende ungdoms levemænd og langvejsfra farende cyklister, som arbejder ivrigt på, at hr. Fugmann ikke foreløbig skal brænde inde med noget."

Ved ombygningen af Charlottenlund Slot i 1880, måtte Over Stalden flytte. På dens sted byggedes slottets kavalerboliger. Over Stalden flyttede over på den modsatte side af Jægersborg Allé. I 1898 brændte Over Stalden igen. "De stakkels sangerinder stod i deres kostumer og tog sig i det billige godtkøbsatlask særdeles traurige ud i flammernes skær," hed det i en avisreportage dagen efter. "En af dem græd, så tårerne trak furer i sminken. Men hr. Fugmanns buffistinde trøstede: Det var da godt, ilden ikke brød ud om natten, så var I brændt inde alle sammen."

To af sangerinderne, der havde mistet alt ved branden, sad dagen efter og græd over deres håbløse situation. En ung pige på omkring 27 år, kom hen til de to ulykkelige sangerinder. De vidste ikke, hvem hun var, men stor blev deres overraskelse og glæde, da hun helt uopfordret gav dem 100 kr. hver. Den gavmilde unge pige var den folkekære sangerinde Dagmar Hansen, der åbenbart ikke havde hjerte til at se sine to mindre kendte kolleger lide.

Fugmann forvandlede nu Over Stalden til en varieté, der straks blev meget populær. Men da han engagerede Dagmar Hansen, skabte det en succes, som blev en legende i det Københavnske forlystelsesliv. Siden blev det ligefrem kaldt "Charlottenlunds Dagmar-epoke!". Ekstratog- og sporvogne måtte indsættes om søndagen, for at bringe hundredvis af københavnere ud til Charlottenlund - de såkaldte Dagmar-tog og Dagmar-sporvogne. Publikum jublede over deres alle sammens Dagmar, når hun uskyldigt kvidrede "Jeg gør det ikke med den nye kjole på".

I 1928, da fru Dagmar var 57 år og stod på scenen for sidste gang, stod hun sammen med den da 34-årige Osvald Helmuth. For en hel generation blev Charlottenlunds Dagmar-periode et kært minde, som blev fulgt af populære sommerrevyer med bl.a. Olga Svendsen og Osvald Helmuth. Men Over Stalden var efterhånden blevet temmeligt brøstfældig. så Statsskovvæsnet besluttede i 1936 at rive etablissementet ned, og byggede Skovriderkroen på stedet. Et lille stykke lystig københavnerhistorie var forsvundet.