Kaos under fiasko-festival i Ørestad
Idéen om en årligt tilbagevendende rockfestival i Ørestad fik en kaotisk start, da arrangørerne i weekenden for første gang satte strøm til metalrocken.
Samtidig med, at der ikke dukkede mere end et par hundrede tilskuere op på festivalpladsen i den nye københavnske bydel, var arrangementet ifølge flere musikere præget af dårlig organisering og generelt kaos.
Ifølge arrangørernes egne tal blev festivalen besøgt af 230 betalende gæster om fredagen, Òikke så mange flere om lørdagenÓ og væsentligt færre om søndagen. Dermed var der langt til de 1200 gæster pr. dag, som arrangørerne, Enter Promotion, havde sat næsen op efter.
Og Enter Promotion, der angiveligt har investeret 250.000 kr. i projektet, lægger da heller ikke skjul på, at man har mistet penge på arrangementet.
»Enhver kan regne ud, at vi har mistet nogle penge på det,« siger pressetalsmanden for Ørestad Festivalen, Morten Christiansen.
Samtidig kan flere musikere, som JP København har talt med, fortælle om brudte aftaler, mistet udstyr på festivalen og manglende transport til og fra festivalen.
Bl.a. mistede det danske hovednavn, Saturnus, fragtkasserne til trommesættet.
»Jeg ved ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. For vi kom bare og spillede og smuttede igen. Men vi kunne da godt fornemme, at det var kaos derude,« siger guitaristen Kim Larsen fra Saturnus.
Andre bands kunne fortælle om ødelagt udstyr som følge af manglende opbevaringsfaciliteter og transport til og fra festivalen, der aldrig dukkede op. Kilder blandt musikerne mener, at stemningen mod arrangørerne på et tidspunkt var decideret ÒondÓ.
ÒLille problemÓ
Morten Christiansen fra Enter Promotion kan da også bekræfte, at man har haft et Òlille problemÓ med bands, der mistede udstyr.
»Der har ikke været 100 procent styr på det. Og der har heller ikke været så meget vagtpersonale, som der kunne være. Så vi sender et brev til alle musikerne for at høre, om der er nogen, som har noget i overskud,« siger Morten Christiansen, der forklarer den manglende transport med, at der var en chauffør, som pludselig udeblev.
Morten Christiansen mener dog ikke, at stemningen over for arrangørerne har været dårlig.
»Jeg mener ikke, at stemningen har været decideret ond. Men hvis der er nogle, som mener, at det ikke har fungeret godt nok, må vi tage det til efterretning. For selvfølgelig er det vores ansvar. Men jeg kan kun sige, at vi virkelig har knoklet for, at det her kunne lade sig gøre,« siger Morten Christiansen.
På trods af publikums-fiaskoen og kritikken fra musikerne besluttede folkene bag festivalen i går middag, at man vil forsøge sig med festivalen igen næste år.
»Vi tror på, at vi kan føre festivalen videre med lidt ekstra markedsføring. Og så har vi allerede fået en ny sponsor. Allerede her i efteråret vil vi begynde at annoncere navnene,« siger Morten Christiansen.