Den sorte plan på Fugleøen

Kanoen hugger sig skarpt gennem søens grå-grønne vand.

Kursen er den samme som for 32 år siden, hvor operation "Den Sorte Plan" besatte Fugleøen og rystede det pæne Danmark. Også ude i verden opdagede man "revolutionen", og NATO-allierede fik telefonerne til at gløde hos udenrigsministeriets døgnvagt.

»Hvad sker der? Skal Danmark nu have militærhjælp? Og hvad i alverden er Fugleøen for noget?« lød det fra flere af de udenlandske ambassader.

I dag ligger Fugleøen stadig midt i Sortedams Sø på Østerbro og virker aldeles upåvirkelig af historiens gang. Det dramatiske døgn er gået let hen over øen, der siden slutningen af 20'erne primært har fungeret som fuglereservat.

»Fugleøen er stadig fri af Danmark,« påpeger Michael Bjørn Hansen med alvorlig mine, mens kanoen gynger faretruende fra side til side, og rælingen kommer tæt på de krappe bølger, der dunker på bådens vægge.

Ansøgning til FN

Han var en af de ti unge revolutionære anarkister, der med uafhængighedsflag i hånden invaderede og erobrede Fugleøen i 1967.

De søgte om optagelse i FN som selvstændig nation og erklærede hovedfjenden USA krig, fordi Vietnamkrigen var noget lort.

»Så vidt jeg ved, ligger der ingen dansk afgørelse, der siger, at øen er blevet dansk igen. Og så må den jo stadig være min,« siger Michael Bjørn Hansen og tilføjer.

»Vi er også stadig i krig med USA. Man kan sige, vi gik i krig for freden dengang. Nu vil vi lade tiden gå og se, hvordan USA opfører sig på længere sigt. Hvis vi er i venligt sindelag, kan vi måske overveje at slutte fred en dag.«

Forrest i båden spejder Michael Bjørn Hansen mod Fugleøen. Båden ligger noget lavere ved vandskorpen end den historiske lørdag aften 29. oktober 1967.

Livet som studerende og revolutionær gav ikke samme vægt, som den en tilværelse som kontorchef i told- og skattestyrelsen, caféejer, kredsformand i Socialdemokratiet og underviser på universitetet giver.

»Dengang troede vi, at vi kunne gå på vandet. Intet mindre,« siger Michael Bjørn Hansen, da han med årenes større erfaring og praktisk respekt for det våde element igen træder ind på Fugleøen.

Fuglelort og smat

Michael Bjørn Hansen hager sig godt fast i et piletræ for ikke at skride i det lag af fuglelort, der dækker meget af øen.

»Jeg husker fuglelortene som meget værre dengang. Det var smattet efterårsvejr.«

»Aktionen var egentlig planlagt til om søndagen, men vi var bange for, der var nogen, der skulle finde ud af, hvad der foregik. Så derfor tog jeg over på øen lørdag aften sammen med en anden. Vi havde gemt en gummibåd under en skurvogn i nærheden. Da vi kom herover, sad vi faktisk lige på den gren her, på det samme piletræ som jeg står ved nu. Vi sad her hele natten og ordnede verdenssituationen, mens vi drak te og ventede på, det skulle blive morgen. Vi ville ikke ligge ned i alt det fuglemøj,« fortæller Michael Bjørn Hansen.

Set fra land ligner Fugleøen en stor ø. Men den består af to mindre selvstændige strimler ø, der er anlagt af menneskehænder.

»Vi brokkede os meget over, de kaldte den for Fugleøen, når her faktisk er to øer,« husker Michael Bjørn Hansen.

Søndag morgen blev flokken fuldtallig, og krigen blev skudt ind med kanonslag.

»Vi havde taget bannere med, hvor der stod: "Fugleøen fri" og "Vi kræver FN beskyttelse". Og så lavede vi noget larm med fyrværkeri for at få opmærksomhed. En gruppe havde sendt pressemeddelelser ud. Og politiet mødte da også op, men de gik bare lidt forvirrede frem og tilbage på bredden overfor, mens vi befæstede vores position. Så råbte politiet: "Vil I være venlige at komme i land?" Men vi var jo et helt andet land, så det gjorde ikke så stort indtryk,« fortæller Michael Bjørn Hansen og kigger lidt rundt på øens nuværende fjerede beboere.

Krikand på flugt

»Det var samme slags, der boede her dengang. Måske var der ikke fiskehejrer. Det husker jeg ikke. Men en afstemning om løsrivelse blandt øens indbyggere gav en tilslutning til Den Nationale Befrielsesfront på hele 99,9 procent. Kun en krikand var imod,« triumferer Michael Bjørn Hansen.

»Vi måtte dog opgive at omskole den. Da den hørte vores gode partiprogram, flygtede den hen over søen,« indrømmer Michael Bjørn Hansen.

Nederlaget til trods har han fortsat sin politiske kamp, dog under ren rød fane i stedet for anarkismens sort/røde symboler. I dag bærer han socialdemokratiets røde rose som formand for partiets mindste forsamling i Hellerup-Kredsen.

»Mange af de ting, vi sloges for, har sat sine spor i dagens samfund. Jeg er ikke anarkist i dag, men noget af den humanisme og selvbestemmelse, vi kæmpede for, er jeg stadig stærk tilhænger af. I dag ville man sikkert erklære øen for grønt område og starte en økologisk produktion af gødning af alt det fuglemøg, der er her,« funderer Michael Bjørn Hansen og fortsætter tankestrømmen:

»Ja, når mine to sønner skal drille mig, kalder de mig "tressernar". De kan godt sige: »Hold kæft, hvor var det åndsvagt. Hva sku' du sidde på sådan en skide ø for?« Men jeg tror alligevel, de er lidt stolte af, jeg var med i ilden dengang. I virkeligheden har de større problemer med mit engagement i Socialdemokratiet. Det er direkte klasseforræderi, synes de«.

Michael Bjørn Hansen gør klar til at vende tilbage til 90Õerne. Båden er på vej mod Danmarks kyst. Fortidens vingesus har gjort ham i helt godt humør. De ti revolutionære har for længst holdt 25-års jubilæum på Krasnapolski. Men ellers mødes Michael Bjørn Hansen kun med en enkelt af flokken. Før han sætter sig ind i sin håndbyggede Morgan, siger han:

»Yderst interessant at gense mit fædreland. Det var utroligt morsomt dengang, menneskene var skægge at være sammen med, og det, vi sloges for, var i orden.«