Fortsæt til indhold
Indland

Mord og selvmord på bordel

Udsigten til ikke at kunne slippe af med en spillegæld, som især kæresten havde opbygget, var årsag til, at en 30-årig mand mandag aften skød både sig selv og kæresten på et bordel.

Af HENRIK GREGERSEN

Det var formentlig desperation over en enorm spillegæld, der mandag aften fik en 30-årig mand til at dræbe sin 39-årige kæreste, hvorefter han begik selvmord.

Sådan tolker politiet efter en stribe afhøringer de voldsomme begivenheder, der mandag aften fik en stor styrke af kampklædte betjente til at afspærre området ud for gerningsstedet - et bordel på Retortvej 24 i Valby.

Ifølge familie og bekendtes forklaringer til politiet var det især den 39-årige prostituerede thai-kvinde, der havde opbygget en noget nær bundløs spillegæld. Kriminalinspektør Kurt Jensen, chef for drabsafdelingen ved Københavns Politi, mener, at gælden formentlig har været på cirka en halv million kroner.

Mislykket møde

»Allerede for et par måneder siden fortalte manden nogle venner og familie om gælden og sagde, at han overvejede selvmord for at slippe ud af det. Og så har han åbenbart valgt denne her endnu mere tragiske udvej,« siger Kurt Jensen.

Politiets teori går på, at parret netop havde været til et sidste, mislykket møde med udlånerne for at forsøge at få lavet en ordning for nedbringelse af spillegælden, da manden skød den 39-årige kvinde med et jagtgevær.

De to havde ved 12-tiden forladt bordellet på Retortvej 24, og kvinden blev skudt ned, da hun var ved at stige ud af bilen, da parret kom tilbage til bordellet omkring klokken 19.40.

Kvinden blev ramt af to skud. Det første i brystregionen, og det næste er affyret på tæt hold i kvindens underansigt.

Forberedte tragedie

»Derefter har manden låst op ind til bordellet, sagt til en anden pige, der arbejder der, at hun skulle ringe efter politiet, og så har han skudt sig selv gennem munden,« siger Kurt Jensen.

»Desuden er der noget, der tyder på, at han allerede inden de kørte af sted klokken 12 havde foretaget et prøveskud for at sikre sig, at geværet virkede. Vi har fundet ud af, at der er blevet skudt i parrets private soveværelse. Og med de forklaringer, der er kommet, er det mest sandsynligt, at det er sådan, det er gået til. At der er tale om et drab og et selvmord er i hvert fald sikkert.«

Politiet blev tilkaldt af naboer til bordellet på Retortvej, da de hørte skud.

I første omgang frygtede politiet, at der var tale om dobbeltdrab, og derfor blev huset omringet af politi, der efter en time trængte ind i bordellet - men kun for at finde bygningen tom.

MASSAGEPIGER

Mere end halvdelen af de udenlandske massagepiger, der betjener kunder på københavnske bordeller, er fra Thailand.

Det viser de foreløbige opgørelser af en større undersøgelse af det københavnske prostitutionsmiljø, som Københavns Politi er i gang med at lave.

»Indtil videre er halvdelen af de piger, som vi har truffet på massageklinikker, fra Thailand. Vi regner med, at der er ca. 120 lokaliteter i København, som vi skal undersøge, og heraf har vi gennemgået 60 pct. Ud af de 110 personer, vi har talt med, er 61 af dem thaipiger,« siger chefkriminalinspektør Per Larsen.

Hermed er det suverænt thaipigerne, der indtager førstepladsen på listen over udenlandske prostituerede på de københavnske bordeller.

/ritzau/