Fortsæt til indhold
Indland

Politiet: Uklogt at sende brev til forældre i sexsag

Af HENRIK GREGERSEN

Gladsaxe Politi anklager nu Gladsaxe Kommune for at være med til at skabe ængstelse hos Vadstrupgård-forældre ved at sende orienteringsbrev om nye sigtelser. Kommunen mener, at brevet netop vil skabe ro.

Gladsaxe Kommunes brev til alle forældre i Vadstrupgård-sagen har vakt åbenlys irritation hos Gladsaxe Politi, der mener, at kommunen har været lovlig hurtig til at informere forældrene.

Politiet frygter, at kommunens brev kan oppiske en stemning af frygt og ængstelse, inden man har fundet ud af, om sigtelserne mod Henrik Andresen og Allan Derry Møller kan holde i en retssag.

Gladsaxe Kommune sendte i sidste uge et brev ud til forældrekredsen med oplysninger om, at de to tidligere pædagogmedhjælpere nu er sigtet for flere alvorlige overgreb mod børn fra daginstitutionen Vadstrupgård.

I brevet oplyste kommunen blandt andet, at begge er sigtet for samleje og anden kønslig omgang med børn under 12 år.

Og dét burde forældrene ikke haft at vide - i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, mener politiet:

»Det havde ikke været nødvendigt at offentliggøre det på den måde. Det rigtige ville have været at vente, til anklagemyndigheden har vurderet, om sigtelserne holder. Det skaber for meget uro og ængstelse hos forældrene, hvis de får sådan et brev, når man ikke ved, om sigtelserne holder eller falder til jorden,« siger kriminalinspektør Palle Sanvig, Gladsaxe Politi.

Også vicepolitimester Ole Weikop frygter, at brevet kan skade mere, end det gavner:

»Efter min mening er kommunen med til at bære ved til bålet, når man sender en generel information ud til forældrekredsen. Og man kan undre sig over, at de går ud og informerer på den måde.«

Rygter skulle undgås

Svend Erik Haase, der er direktør i børne- og kulturforvaltningen i Gladsaxe Kommune, mener derimod, at kommunen har gjort det eneste rigtige, da man blev bekendt med de nye sigtelser mod Henrik Andresen og Allan Derry Møller.

»I den her sag skal der være størst mulig åbenhed fra vores side, for at forældrene kan have tillid til forvaltningen. Alternativet var jo, at vi ikke sagde noget, men at der alligevel var forældre, der vidste et eller andet, som de kunne snakke sammen om, og så ville der opstå rygter og utryghed. Derfor skulle de have reelle informationer hurtigst muligt. Også for at de fik at vide, at der ikke var tale om overgreb mod nye børn.

Han beklager dog, hvis politiet mener, at kommunen har begået en brøler, og vil derfor tage kontakt til politiet i dag for at få redt trådene ud:

»Jeg er ked af, hvis politiet mener, at det var en fejl af os at sende brevet ud. Men jeg ved, at politiet har haft det til gennemsyn, inden vi sendte det ud, og derfor har jeg lidt svært ved at forstå reaktionen.«

Hverken Ole Weikop eller Palle Sanvig erindrer dog at have sagt god for udsendelsen af brevet.

Brevet har vakt røre blandt forældre, der undrer sig over, at informationerne om sigtelserne kommer fra kommunen og ikke fra politiet.

Ifølge en mor, som JP København har talt med, var det således først efter, hun havde modtaget brevet fra Gladsaxe Kommune, at hun af politiet kunne få bekræftet, at hendes datter var omfattet af de nye sigtelser.

Det afvises dog af Palle Sanvig:

»Alle de forældre, hvis børn er omfattet af de nye forhold, er selvfølgelig blevet informeret.«