Forsker: Få scientologer
Til trods for at Scientology i årevis har været meget synlig i det københavnske gadebillede med tilbud om personlighedstests, bøger og kurser, har organisationen tilsyneladende ikke større succes på det ny-religiøse marked.
Scientology har netop indledt en større offensiv i København, men en igangværende undersøgelse fra Københavns Universitet antyder, at antallet af kernemedlemmer de seneste 15 år har ligget stabilt omkring 500 medlemmer.
I undersøgelsen, der skal kortlægge de danske scientologers tro og religiøse forestillinger, sammenlignes kernegruppen af danske scientologer i midten af 1980'erne, i starten af 1990'erne og nu.
»Når man kikker på aktivitetsniveauet i den gruppe, så virker det som om, den er udtømmende for antallet af kernemedlemmer. Man kan se, at der er en nedadgående aktivitetskurve i kanten af gruppen. Så undersøgelsen vil groft sagt ramme gruppen af aktive danske scientologer ret godt,« siger mag. art. Peter Andersen, der leder undersøgelsen på Københavns Universitet.
Religiøse tilhængere
Han understreger, at der er en lang række videnskabelige problemer ved at måle antallet af tilhængere af en hvilken som helst religion - fra Folkekirken til Scientology.
»Problemet med Scientology er, at medlemstallet er meget stort, fordi medlemsbegrebet ligger på et meget lavt niveau. Nogle af dem betragter sig slet ikke som scientologer. Men de, som indgår i undersøgelsen, vil i høj grad være fra kernen,« siger Peter Andersen.
Tendensen i undersøgelsen bekræftes af andre forskere, som kalder Scientologys udbredelse i Danmark "forsvindende lille".
Scientologys informationschef i Danmark, Anette Refstrup, fastholder, at der er 2000-3000 kernemedlemmer af Scientology - og at bevægelsen har vind i sejlene.
»Vores materiale bliver efterspurgt som aldrig før. Flere og flere vil selv undersøge, om det ekstremt negative billede, man får i pressen, også holder i virkeligheden,« siger Anette Refstrup.