Hætteklædt kamp mod heteroseksuelle
Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet, PUT, er navnet på en militant lesbisk gruppe, der angriber, hvad de beskriver som "det tvangsheteroseksuelle samfund". Vold er et af midlerne i deres kamp, som de selv sammenligner med ANC´s kamp mod apartheid.
»PUT er en bande, der udelukkende består af lesbiske. Vi er ikke feminister i traditionel forstand, for kønskampen mellem kvinder og mænd er ikke det primære for os. Vi arbejder udelukkende for vores egne interesser og ønsker at tiltage os et råderum i samfundet. Vores politiske strategi er angreb. Angreb på de institutioner og personer, der begrænser vores rum og den måde, vi ønsker at leve på.«
Sådan lyder det fra Ditte, som er den ene repræsentant fra PUT, der denne eftermiddag er mødt op for at give interview til JP København. Hun er kortklippet, iført grove bukser og en Carhartt-trøje med hætte. Hun er ligesom den tidligere elskerinde Eva i begyndelsen af 20Õerne.
»Vi arbejder slet ikke med begreber som tolerance og accept,« tilføjer Eva.
»Vi vil ikke blive tålt eller integreres som normale "lige bortset fra ...". For lige meget, hvad heteroer siger, så er det dét, de mener. Vi er perverse, vi tager konsekvensen af vores afvigelse og dyrker den. Vi accepterer ikke alle de tvangsheteroseksuelle strukturer, der ligger i vores samfund. Heteroseksuelle ser det ikke selv, men de fleste af de normer, der ligger til grund for den måde, folk lever på, er tvangsheteroseksuelle,« siger hun.
Hvordan?
»Heteroseksualitet lever i høj grad på sin selvfølgelighed og i kraft af den måde, afvigelserne omtales. Tvangsheteroseksualitet udøves på alle planer: i sproget, opdragelsen, uddannelsen og gennem homofobisk vold. Den gør homoseksualitet til en ikke-mulighed. Det kan vi selvfølgelig ikke ændre ved fuldstændigt. Men vi forsøger at dekonstruere nogle af de strukturer, der præger vores samfund og ad den vej skabe noget luft omkring os. Og vi vil ikke blot accepteres,« siger Eva.
Protest mod "pseudo-vielser"
PUT blev dannet for få år siden. Eva og Ditte vil ikke af-sløre, hvor mange medlemmer, gruppen har, men de fortæller, at den primært består af kvinder i alderen fra 20 til 40 år.
Der er typer fra alle samfundsgrupper: arbejdsløse, akademikere, studerende, håndværkere og kunstnere. Fælles for dem er, at de ønsker at leve et radikalt lesbisk liv, og det behov har de hverken fået dækket hos etablerede feministiske grupper eller i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL).
»Vi udtaler os ikke om LBL i heteroseksuelle medier, de har bare nogle andre strategier end os,« siger de to PUT-repræsentanter.
PUT har to gange markeret sig med aktioner, der har skabt offentlig opmærksomhed.
Den ene var i maj 1997, hvor gruppen trængte ind i Holmens Kirke under en gudstjeneste. Her protesterede PUT imod den aktuelle diskussion om, hvorvidt homoseksuelle skulle have lov til at blive kirkeligt gift.
I en pressemeddelelse begrundede de protesten således: "Vi vil ikke have jeres pseudo-vielse. Vi vil ikke have et hjørne af jeres lusede normalitet. Vi vil have en lesbisk bar, og den skal ligge hér.Ó
»Det er ikke, fordi vi ikke respekterer nogle homoseksuelles ønske om at blive kirkeligt viet. Det var politikernes diskussion og den heteroseksuelle kirke, vi angreb,« siger de i dag.
Accepterer ikke straffeloven
Den anden aktion fandt sted nogle måneder senere, da Folketinget diskuterede lesbiskes ret til kunstig befrugtning.
Politikerne besluttede sig for et forbud, og det udløste en regn af peberkorn fra tilskuerrækkerne ned over de folkevalgte og en protestskrivelse, hvor PUT gjorde klart, at man i stedet burde forbyde insemination af kvinder, der lever i parforhold med mænd.
Med presseklip om incest, vanrøgt og voldelige overgreb fra de forløbne måneder gjorde de opmærksom på, hvor mange overfald, mænd i den periode havde foretaget mod børn. Derved angreb PUT opfattelsen af, at børn skal have en far, og at det er sundt at vokse op i en kernefamilie.
PUT modtog en bødedom for deres aktion i Folketinget.
»Vi førte selv vores sag, og vi mener, at hele processen og
lovbehandlingen er udtryk for den måde, retssystemet behandler afvigere på. Danmark har en forestilling om at være foregangsland for progressivitet, men vi oplever det som repressiv tolerance: "I må gerne være her, men I må ikke få børn",« siger Eva, der ikke umiddelbart vil sætte grænser for, hvor langt PUT vil gå i deres aktiviteter.
»Vi kunne godt finde på at bruge vold, det kan der være mange gode grunde til,« som hun udtrykker det.
Sammenligner sig med ANC
Har I det sådan, at målet helliger midlet?
»Nej, sådan ser vi ikke på det. Vold er jo ikke bare vold. Jeg vil sammenligne vores situation med den måde, som ANC og de sorte havde det på i Sydafrika under Apartheid-styret. ANC benyttede sig også af politisk vold. De tog ingen hensyn til apartheidstyrets lovgivning i kampen mod det hvide styre,« siger Eva og nævner som et andet eksempel kvinder, der slår voldtægtsforbrydere ihjel.
»Sådan er det også med vores kamp. Vi ser den som en forlængelse af Stonewall-oprøret i Ô68, hvor lesbiske og bøsser gik til angreb på politiet efter flere års chikanerier. Vi er nødt til at kæmpe hårdt imod tvangsheteroseksualitet og homofobi, der gennemsyrer hele den måde, systemet er bygget op på,« siger Eva.
Kunne I finde på at begå mord?
»Hver enkelt medlem må selvfølgelig gøre op med sig selv, om hun vil sidde 10 år i fængsel for sine handlinger. Vi kan ikke her bestemme, hvor langt vi vil gå, men vi tager ikke lovgivningen specielt seriøst og har begået handlinger, som vi heldigvis ikke er blevet opdaget for,« tilføjer hun.
Kampsport og våben
Ifølge Ditte og Eva har de fleste i PUT selv været udsat for chikane og vold på grund af deres seksualitet - også kaldet "gay-bashing", hvor heteroseksuelle bevidst går til angreb på homoseksuelle.
Flere af medlemmerne går af den grund til kampsport og med våben. Og udover at ruste sig fysisk forbereder PUT, der officielt holder til i Kvindehuset i Gothersgade, angreb på tvangsheteroseksualitet på mange niveauer.
»Vi laver aktioner, drikker og dyrker vores laster. Vi udvikler strategier, som har indvirkning på hele vores liv, og vi bruger meget tid på at udvikle vores analyse af tvangsheteroseksualitet. PUT er ikke en forening i traditionel forstand,« siger Ditte og Eva.
Har I et ultimativt mål for jeres aktiviteter?
»Vi har ikke noget Utopia, som vi ser frem til. Det ville være umuligt at forestille sig. For os handler det kun om, at handle ud fra de vilkår, vi har nu,« erklærer de to PUT-repræsentanter.
Da medlemmerne af PUT ikke ønsker deres rigtige navne frem, er navnene Eva og Ditte
opdigtede.
FAKTA - Det mener PUT:
Uddrag fra Patruljen
til Udrensning af Tvangs-
heteroseksualitet eget
materiale:
- Tvangsheteroseksualitet betyder, at alle automatisk opdrages til heteroseksualitet med sådan en selvfølgelighed, at kun ganske få Ð som regel i en sen alder Ð finder ud af, at der er
alternativer.
- Tvangsheteroseksualitet har resulteret i, at 90-95 pct. af Danmarks befolkning i dag lever som hetero-
seksuelle, og langt den overvejende del af disse er slet ikke bevidst om, hvilken propaganda, de har været udsat for.
- Tvangsheteroseksualitet spiller en afgørende rolle i opretholdelsen af patriarkatet. Kvinder opdrages til, at vejen til at opnå det, de ønsker, går gennem mænd.
- Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet vil vende denne skræmmende udvikling. Vi vil
synliggøre propagandaens allestedsnærværelse, vi vil afsløre dens billige virkemidler, og vi vil gøre vores til at bringe den til ophør. Vi vil anvende de midler, vi selv vurderer er de bedst egnede, uden smålig hensyntagen til straffeloven eller hvad der normalt forstås som god opførsel. Vi vil sætte tvang mod tvang.
Andre feministiske grupperinger i København:
- Autonome Feminister - Revolutionær, hætteklædt gruppe, der indtil for nylig udgav bladet ÒCourageÓ. Modstander af kvindefronten fra 70Õerne, som de i dag
beskriver som Òen gammel tandløs tanteÓ.
- Vagina Dentata -
Lesbisk-feministisk gruppe, der opstod som protest mod voldtægter i Aalborg-området. Har også base i København. Kalder sig selv "revolutionære feminister".
- Feministisk Aktion - Netværk af feminister, der holder til i Kafa-X i Blågårdsgade. Kæmper især mod vold mod kvinder.
Udgiver bladet Siztar, der især diskuterer interne forskelle og problemstillinger i de feministiske miljøer.
- Radikal Feministisk Aktion - Tog i vinter ansvaret for halshugningen af Den lille Havfrue. De sendte en fax fra en 7-Eleven forretning, hvori de bl.a. skrev "Vi slår til igen! Næste gang tager vi tissemanden! Vi kæmper med kussen!". Gruppen indrømmede senere, at den kun havde påtaget sig ansvaret for at få opmærksomhed.
- Mohawk Beaver -
Engelsksproget feministisk magasin, der på humoristisk vis agiterer mod den
fallokratiske kultur.