Fortsæt til indhold
Indland

Adgangen til luftrummet over København begrænses i over to dage

Politiet oplyser ikke, hvorfor det er nødvendigt med midlertidige restriktioner i luftrummet.

/ritzau/

Fra mandag aften klokken 19 til torsdag morgen klokken 07 vil der være en midlertidig restriktionszone i luftrummet over store dele af København og hele Amager, oplyser Københavns Politi.

Restriktionerne medfører, at man ikke må flyve med droner uden en skriftlig tilladelse fra Københavns Politi.

»Mindre fly må kun flyve i området, hvis de har fået en tilladelse fra kontroltårnet i Københavns Lufthavn. Overtrædelser af forbuddet vil blive strafforfulgt,« lyder det.

Københavns Politi oplyser i pressemeddelelsen ikke årsagen til restriktioner.

Politiet indfører jævnligt midlertidige forbud mod droneflyvning i forbindelse med større arrangementer.

Eksempelvis var der midlertidigt forbud mod at flyve med drone i Allinge på Bornholm under Folkemødet i juni.

I forbindelse med tronskiftet i januar 2024 var der også indført et droneforbud i det centrale København.

I mandagens pressemeddelelse opfordrer Københavns Politi til, at man som dronepilot holder sig opdateret om de gældende regler på Trafikstyrelsens dronezonekort, som man finder på hjemmesiden droneregler.dk.