Fortsæt til indhold
Indland

Grønlands parlament stemmer ja til USA-aftale

De grønlandske politikere har vedtaget sikkerhedsaftalen med USA i parlamentet, Inatsisartut.

/ritzau/

Sikkerheds- og forsvarsaftalen mellem USA, Danmark og Grønland er tirsdag eftermiddag kommet et skridt nærmere at kunne træde i kraft.

Et flertal i det grønlandske parlament, Inatsisartut, har stemt ja til at vedtage sikkerhedsaftalen ved aftalens andenbehandling.

16 stemte for, 0 stemte imod, mens 7 parlamentsmedlemmer stemte blankt.

Sikkerhedsaftalen træder først i kraft, når den er vedtaget i parlamenterne i Grønland og Danmark.

Folketinget skal stemme om aftalen 19. november, hvorefter den endegyldigt kan træde i kraft, når USA har fået diplomatisk meddelelse herom.

Sikkerheds- og forsvarsaftalen bygger videre på en forsvarsaftale fra 1951 og blev underskrevet i New York 22. september af de tre landes regeringsledere i forbindelse med FN’s Generalforsamling.

Den giver blandt andet USA lov til at etablere yderligere to militærbaser i Grønland, mens den også genbekræfter Kongeriget Danmarks ”suverænitet og territoriale integritet og anerkender, at det grønlandske folk udgør et folk i medfør af folkeretten med ret til selvbestemmelse”.

Da den grønlandske regering bestående af partierne Inuit Ataqatigiit (IA), Demokraatit og Atassut har flertal i Inatsisartut, var det ventet, at aftalen ville blive stemt igennem.

Undervejs har der dog været kritik fra oppositionspartiet Naleraq, der fik godt 25 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2025.

Partiet har blandt andet ønsket at få aftalen til en folkeafstemning. Og partiet er kritisk over for, at Grønland ikke tjener noget på aftalen.

Den skeptiske stemning skabte da også drama, da de grønlandske parlamentsmedlemmer behandlede aftalen.

Her endte Muté B. Egede, minister for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer, med at beskylde partiet Naleraq for at lække hemmelige oplysninger om aftalen til offentligheden.

Herefter fulgte selve parlamentet op med en politianmeldelse af partiet.

Omvendt nedsatte Naleraq et mistillidsvotum til Muté B. Egede, som der dog ikke var flertal for.

I forbindelse med behandlingen af aftalen i parlamentets Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har der også været flere opfordringer til regeringen.

Der er blevet fremsat en opfordring til, at regeringen belyser samfundsmæssige og økonomiske forhold, og at regeringen mindst en gang årligt giver en status på implementeringen af sikkerhedsaftalen.

Begge opfordringer vil regeringen imødekomme, lyder det fra minister for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer Múte B. Egede (IA), da han tager ordet på vegne af regeringen inden afstemningen.