Hvad mener Peter Ernstved om krigen i Ukraine?

Hvad mener Peter Ernstved Rasmussen egentlig, vi skal gøre for at afslutte krigen i Ukraine?

Spørgsmålet har han gjort til et brandvarmt emne i den offentlige debat.

Ernstved, som er chefredaktør og stifter af forsvarsmediet Olfi, er fortaler for, at Danmark og Europa skal ændre kurs for at løse krigen. Vi skal ikke kun presse Rusland, men også Ukraine.

Det er dog hurtigt blevet til en debat om debatten. Peter Ernstved føler sig under angreb af det »parnas,« som, han mener, dominerer debatten. Det har han beskrevet i en kronik i Jyllands-Posten.

Men hvad med substansen?

Vi tog kontakt til Peter Ernstved Rasmussen for at forstå, hvordan han vil skabe fred i Ukraine.

Hvad det er for en aftale, du tror, man kan forhandle sig til lige nu?

»Ja, så kunne jeg faktisk godt tænke mig at indlede med at sige noget helt andet.«

»Som jeg siger til alle andre, der spørger. Min holdning og tanker om, hvordan vi afslutter krigen i Ukraine, er i virkeligheden fuldstændig ligegyldig. Jeg gør mig ikke til en, der har løsning for krigen i Ukraine. Men det, som jeg ser, er, at det nu på femte snart sjette år fortsætter uden udsigt til en løsning.«

Ligegyldigt eller ej, så vil han gerne uddybe.

Ernstved udpeger således en gammel fredsplan på 19 punkter fra efteråret 2025, der blev til med USA’s store involvering, som en vej frem.

Han taler også direkte for at få Ukraine til at opgive de ubesatte dele af Donbas til Rusland som en demilitariseret zone.

Og han taler for vestlige sikkerhedsgarantier til Ukraine. For som han siger om tiden efter en mulig fred:

»Jeg er jo ikke naiv. Jeg ved godt, at vi ikke kan stole på Putin.«

Ernstveds vej

Den er ikke en nem vej, han peger på, og det har – ud over de moralske argumenter – været et af de store kritikpunkter i debatten om Ernstveds tanker om en fredsplan.

Den bygger i korte træk på at prøve en gang mere med noget, som tidligere er faldet sammen. Bare på en ny måde.

Den 19-punktsplan, som chefredaktøren fremhæver, var et muligt kompromispapir, som Ukraine, USA og Europa blev enige om.

Den var en udvandet udgave af en 28 punkter lang plan, som USA og Rusland havde lavet sammen forinden. 28-punktsplanen havde Ukraine og Europa forkastet, og 19-punktsplanen forkastede Rusland.

En af de ting, som forsvandt, da planen skrumpede til 19 punkter, var et forslag om at opgive de ubesatte dele af Donbas-regionen til Rusland.

Ukraines præsident Zelenskyj har klart nægtet gang på gang at opgive de ubesatte dele af Donbas, blandt andet fordi regionens forsvarsstillinger betragtes som essentielle for resten af Ukraine. Over 60 pct. af hans befolkning er også lodret imod det ifølge Kiis-instituttet - selv hvis det sker i bytte for robuste sikkerhedsgarantier.

Men her er Ukraine helt konkret nødt til at skifte kurs, mener Ernstved. Donbas må man opgive.

Han vil altså dermed også gå længere end den 19-punktsplan, han ellers som udgangspunkt fremhæver.

»Jeg mener, at det er en pris, som jeg er villig til at betale. Jeg siger ikke, at Ukraine kan få opfyldt alle ønsker. Det er jo det, jeg er uenig med resten af parnasset i her. Ukraine er nødt til at æde nogle indrømmelser,« siger han.

Han mener altså også, at sikkerhedsgarantier til Ukraine skal være en del af løsningen.

Men der er stadig ikke nogen, der har kunnet svare på, hvordan en robust sikkerhedsgaranti til Ukraine realistisk set ser ud, selv om der er brugt omfattende tid på det bl.a. i regi af ”Koalitionen af de villige”, hvor de europæiske allierede, men ikke USA drøfter Ukraine-støtte. Desuden har Rusland sagt, at man ikke vil acceptere vestlige tropper i Ukraine.

Men kritikken får bestemt ikke Peter Ernstved til at tie. Han holder fast i at efterspørge en ny tilgang.

»Vi hader Donald Trump så meget for hans ageren i den krig og for hans aftaler med Putin, at vi ikke ønsker at lave noget med ham. Og så er det bare, at jeg siger, at Europa alene med Ukraine står uden nogen reelle kort på hånden. For vi har ikke magt til noget som helst. Og derfor er mit bedste bud, at vi må æde al skam og sætte os med USA. Og blive enige med USA,« siger han og fortsætter:

»Europa og USA kan lægge pres på begge parter. For jeg tror, at det er den eneste måde, at vi kan få i hvert fald en pause i den krig.«

»Jeg synes, at vi er nødt til at prøve. Og jeg synes, at det væsentligste er, at vi bider al skam i os, og så laver en plan sammen med USA. Fordi når vi står og ser på, hvem der bestemmer lige nu, så er det rovdyrene. Og det rovdyr, vi trods alt stadigvæk bedst kan lide, det er USA,« siger redaktøren.

Men det, du foreslår, lyder jo grangiveligt som om, at Europa skal være et rovdyr på lige linje med de andre. Fordi du taler om, at vi skal lægge pres på Ukraine, som ikke ønsker at indgå en aftale på de vilkår, du forelægger. Så er dit forslag egentlig ikke bare at gøre Europa til det samme som USA?

»Du kan kalde mig, hvad du vil. Jeg foreslår, at vi får stoppet den krig. Der er kun et valg mellem pest eller kolera. Og hvis Ukraine skal have opfyldt alle ønsker, så slutter den krig aldrig.«

»Og der er det bare, at jeg siger helt stilfærdigt, at hvis prisen er, at den resterende del af Donbas bliver en demilitariseret zone, så synes jeg, at den pris er værd at betale i forhold til, at Ukraine risikerer at ende med at bryde sammen som frit og selvstændigt land. Enten fordi økonomien kollapser, eller fordi Ukraine bliver løbet over ende på slagmarken. Så kan du spørge til højre og til venstre, om hvorfor, og hvad jeg mener. Det er det, jeg har at sige.«

Men så spørger jeg til venstre, hvis vi starter der. Og det er egentlig at holde fast på, om du ikke frygter, at det, du netop foreslår, her gør Europa til et rovdyr over for Ukraine.

»Hvad skal jeg sige? Du kan kalde det, hvad du vil.«

»Jeg mener ikke, at det er at være et rovdyr. Jeg mener, at det er at se på en krig, der er kommet fuldstændig ud af kontrol ad den her vej, når der på fem år dør så mange mennesker. Vi er jo nødt til at stoppe det her på en måde. For hvad er alternativet? Alternativet er, at den krig fortsætter, og der dør endnu flere mennesker uden udsigt til nogen løsning.«

Det, han ikke mener

En af de mest gennemgående kritikpunkter, der har lydt mod Peter Ernstveds argumenter, går på, at den er urealistisk på særligt ét område.

Det er det samme kritikpunkt, som mødte eksminister for SF Ole Sohn, da han også begyndte at slå på tromme for et kompromis i en kronik i Jyllands-Posten.

Nemlig at Rusland ikke har udvist nogen villighed til selv at bidrage til et kompromis.

Peter Ernstved Rasmussen insisterer på at tro, at man gennem en kombination af nyt sanktionspres mod Rusland og mulige indrømmelser fra Ukraine kan få Putin tættere på en aftale.

Hans argument for det er ikke detaljeret. Men det prøver han heller ikke at bilde nogen ind.

»Jeg har jo ikke den endelige løsning på, hvordan det her skal ske,« siger han og tilføjer:

»Jeg er ikke noget orakel i denne her krig på nogen måde.«

Han mener dog, at det er mindst lige så vigtigt at sige, at den nuværende kurs i hvert fald heller ikke virker som en løsning.

Det er derfor, man skal prøve noget nyt. Også selv om det kan lyde hårdt.

»Du kan kalde mig naiv og dum, og folk må mene, hvad de vil. Jeg tror stadigvæk, at hvis vi skal have en snarlig afslutning på den krig, så kræver det, at vi sammen med USA får nok pres på begge parter.«

Peter Ernstved mener selv, at han er blevet skudt mange ting i skoene, som han egentlig ikke har sagt.

Så han vil gerne understrege, at hans ønskede pres på Ukraine ikke skal omfatte at true med at trække den finansielle støtte. Hans tanke er dog, at fornyede forhandlinger og en opnået aftale kan fjerne behovet for den støtte.

Han er heller ikke modstander af at støtte Ukraine militært.

Og han mener også, at vi skal samarbejde med Ukraine i fremtiden, selvom han ikke finder det »holdbart« at tro, Ukraine skal med i EU.

»Jeg vil ikke opgive Ukraine. Jeg håber, at Ukraine overlever som et selvstændigt land,« understreger han.