Fortsæt til indhold
Indland

Jysk oprør mod dyre togbilletter: Det giver ingen mening, at det skal være langt dyrere at tage toget i Jylland end på Sjælland

De 12 kommuner i Business Region Aarhus går nu til kamp mod, hvad de kalder en voldsom skævvridning i prisen for at rejse med bus og tog. Det skævvrider Danmark, mener borgmesteren i Skanderborg, Frands Fischer (S).

Jylland er på vej med et nyt oprør mod Sjælland og København. Denne gang er det ikke landmænd, men borgmestre og togpassagerer, der kræver en mere ens og lige behandling, så en jyde og en københavner kommer til at betale det samme for at tage toget.

Sådan er det langtfra i dag, lyder kritikken.