”Vanddetektiv” om skrappere straffe til jordforurenere: Det er ikke nok
Leo Staun Christensson kæmper for, at drikkevandet skal forblive rent.
Den 84-årige Leo Staun Christensson er blevet et symbol på kampen for rent drikkevand. Som næstformand for Smidstrup Vandværk i Nordsjælland kæmper han en indædt kamp for, at de lokale borgere også i fremtiden kan få rent vand i hanerne.
Hans indsats tager udgangspunkt i, at der på marker ved to lokale boringer er smidt tonsvis af byggejord. Jorden er klassificeret som ren, men det sætter Leo Staun Christensson et stort spørgsmålstegn ved.
Han er adskillige gange hoppet i gummistøvlerne, har hanket op i sin køletaske og sit prøveudstyr og er gået ud i mudderet og har taget prøver af overfladevandet. I prøverne er der påvist bl.a. PFAS, bly, pesticider og olierester. Ligesom han har fundet alt fra gamle toiletter til gamle bildæk i den jord, som lastbiler har efterladt.
Driftsingeniøren, der til daglig passer vandværket, er derfor den helt rigtige at bede kommentere, at regeringen markant vil skærpe straffene for miljøkriminalitet - det vil sige dumpning af forurenet jord og byggeaffald. Han tvivler på, at hårdere straffe vil have den store effekt.