Mester har haft lærlinge med anden etnisk baggrund: »Jeg kender mange, som synes, at det er faldet uheldigt ud«
Håndværksmester Michael Bruhn har haft masser af lærlinge, både etniske danskere og unge med anden etnisk baggrund. Det overrasker ham ikke, at unge med anden etnisk baggrund har sværere ved at finde en læreplads.
»Det er da noget, som vi går og taler om.«
Michael Bruhn er en erfaren håndværksmester. Det er 23 år siden, han var med til at grundlægge Uldahl & Bruhn. Et murer- og tømrerfirma – i Brabrand nær Aarhus – der tre gange har været kåret som »årets murerfirma«.
Han har haft masser af lærlinge igennem siden da – »vi har vel udlært omkring 20«.
De fleste har været etniske danskere, men han har også haft en håndfuld lærlinge med anden etnisk herkomst.
»Så jeg har erfaringer med begge dele,« siger Michael Bruhn, som har sagt ja til at dele sine konkrete erfaringer.