Fortsæt til indhold
Indland

Chef for Arktisk Kommando ser kritik af beredskab som forfejlet

Danmark er i gang med en hastig udvidelse af aktiviteterne, som øger tilstedeværelsen i Grønland, lyder det.

/ritzau/

Både forsvarsminister Jeppe Bruus (S) og chefen for Arktisk Kommando, Søren Andersen, går nu i rette med den kritik, der har været rejst af det danske beredskab i Grønland.

Hen over sommeren har flere medier skrevet om personalemangel i Søværnet, som har gjort det svært hele tiden at have et inspektionsskib i Grønland.

Det er ellers del af aftalen med Grønland, at Danmark skal have et inspektionsskib til stede året rundt, fordi det kan medbringe en helikopter, som kan være helt afgørende f.eks. for at nå frem til nødstedte fiskere langt fra land.

Men kritikken er forfejlet, mener forsvarsminister Jeppe Bruus.

»Hvis man løfter sig op og kigger på det samlede billede, så er vi meget mere til stede nu, end vi nogensinde har været. Eller i hvert fald i lang tid i Grønland.«

»Det gælder både det operative, altså det militære, og i forhold til SAR-beredskabet,« siger Jeppe Bruus.

SAR er en forkortelse for Search and Rescue, som er det beredskab, der rykker ud for at finde nødstedte personer.

Han kalder historierne om manglende inspektionsskib »fejlagtige«.

»De efterlod et indtryk af, at der var huller i vores operative evne til at varetage beskyttelsen og samtidig også i vores SAR-beredskab. Det er ikke tilfældet.«

»Det er selvfølgelig fuldstændig rigtigt, at vi er i gang med at opruste vores evne til at operere og dermed også har brug for personel til vores skibe. Det kræver uddannelse,« siger Jeppe Bruus.

Men aftalen med Grønland er, at der skal være et inspektionsskib til stede. Det skal man vel leve op til?

»Det gør Forsvaret også,« siger Jeppe Bruus, der peger på, at skibene trods militære øvelser og udlægninger af depoter til Sirius-patruljen samtidig hjælper med beredskabet.

At der er et behov for hjælp til nødstedte, blev understreget under forsvarsministerens besøg.

Her blev en person ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq meldt savnet til søs, hvorefter Arktisk Kommando og Grønlands Politi iværksatte en eftersøgning. Det lykkedes at finde jollen, der var brugt til sejlads, men personen var forsvundet.

Chef for Arktisk Kommando Søren Andersen er tydeligt berørt af kritikken.

Han mener, at den giver et helt forkert billede af en indsats, som han tværtimod mener er blevet markant udvidet.

»Jeg ser helt anderledes på det. Vi har aldrig været så meget til stede, som vi har været i 2026.«

»Det øger vores træningsniveau i at være indsat i Arktis. Og så øger det også samfundssikkerheden, for vi har lagt flere ressourcer til eftersøgning og redning,« siger Søren Andersen.

Han fremhæver, at det danske forsvar nu i langt højere grad vil kunne støtte civilsamfundet, hvis der skulle ske en naturkatastrofe i Grønland.

»Vi har haft hæren heroppe konstant siden årsskiftet. Vi har haft forskellige specialoperationsstyrker heroppe. Vi har gennemført operationer i syd hen over indlandsisen til Nuuk. Vi har haft en dansk og en fransk fregat, der har været indsat mellem Island og Grønland. Vi har haft inspektionsskibet ”Thetis” indsat sammen med styrker fra Storbritannien. Vi har haft danske kampfly indsat fra Keflavik Lufthavn op langs Grønlands østkyst. Vi har haft svenske Gripen og tyske Eurofighter, og nu har vi EH-101-helikoptere oppe, som støtter Arctic Shield-øvelsen,« lyder opremsningen fra Søren Andersen.

Har I oplevet nogen situationer, hvor I ikke har kunnet levere det, I gerne ville i forhold til beredskabet?

»Nej, det har vi ikke. Det er hårdt at være fisker eller fanger heroppe. Det er farligt. Men jeg har været inde på alle de opgaver, hvor vi ikke har kunnet finde eller redde nødstedte for at se, om vi havde de rigtige ressourcer til rådighed. Det har vi haft. Jeg har ikke på noget tidspunkt manglet ressourcer til en eftersøgning eller en redning med civilsamfundet,« siger Søren Andersen.

Han mener, at det er som at se verden »igennem et sugerør«, hvis man kun fokuserer på, om der er et inspektionsskib i Grønland hvert eneste minut året rundt.

»Så kan man sige, at vi er væk i en periode, men der har vi haft andre ressourcer. Vi har haft Challenger-fly og også C-130-Hercules-fly Hercules-fly på øst- og vestkysten. Og så har vi de redningshelikoptere, som Air Greenland stiller med. De er vores første prioritet, for de laver ikke andet, og de er rigtig dygtige til det,« siger Søren Andersen.

Han mener, at Danmark allerede har opbygget unikke kompetencer, som også vil kunne hjælpe nødstedte.

»Bare for at give et billede, så gennemførte Danmarks arktiske specialister en patrulje til Pituffik Space Base. Den forløb over 18 dage og 1.800 km. Der var temperaturer ned til minus 51 grader, og de var igennem adskillige snestorme. Det er der meget få mennesker, der kan. Men det kan Danmark,« siger Søren Andersen.