Tonsvis af utildækket biokul opbevaret i strid med reglerne
I Nordjylland har myndighederne opdaget et ukendt fjernlager, hvor tonsvis af biokul har ligget oplagret i månedsvis i strid med reglerne. De sorte bjerge af ubeskyttet biokul har spredt fornyet bekymring over for pyrolyse og biokul i lokalsamfundet - og på Christiansborg - forud for et milliardstort udbud.
Få kilometer nordvest for Hjørring, mellem landsbyen Vidstrup og Vesterhavet, ligger Kærsgårdvej.
Ruller man forbi den store lade, den falmede gavl og hestestalden, rejser de sorte bjerge sig.