Hund bed syvårig dreng flere gange i hovedet
En syvårig dreng blev lørdag angrebet af en hund. Politiet skal vurdere, hvad der skal ske med hunden.
En syvårig dreng blev lørdag bidt i hovedet af en hund i Køge og efterfølgende kørt med ambulance til sygehuset for at blive behandlet for sine skader.
Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.
Ifølge politiet hoppede hunden pludseligt op ad drengen og bed ham, inden de tilstedeværende fik trukket drengen væk.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til Ritzau og Ekstra Bladet, at drengen fik ”flere alvorlige bid i hovedet”.
Politiet oplyser ikke nærmere om, hvad drengens tilstand er.
Der var ifølge politiet tale om et uprovokeret angreb.
- Nu har vi et arbejde, hvor vi skal vurdere, hvilke konsekvenser det skal have. Vi har en idé om, hvem ejeren er, og så skal vi have stykket hændelsesforløbet sammen, udtaler Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Politiet kan ikke oplyse, hvilken race hunden er, eller om den var i snor, da den angreb drengen.