Daniel Sindhøj er en frustreret læge: Hver uge underkender sygehusene hans fornemmelse for patienternes sygdom

Man kan kalde det lægekunst. En sjette sans. Eller slet og ret mange års erfaring.

Daniel Sindhøj har som praktiserende læge gennem ni år efterhånden udviklet en evne til i sin klinik tidligt at spotte de patienter, som kan fejle noget alvorligt. Også selv om det ikke kan aflæses tydeligt i patientens blodprøver, eller selv om symptomerne måske ikke svarer præcist til beskrivelserne i de medicinske lærebøger.

Men ligesom mange andre af hans lægekolleger oplever Daniel Sindhøj i disse år, at sygehusene i stigende omfang ikke tager hans fornemmelse for og mistanke om sygdom alvorligt: Flere gange om ugen oplever han at få besked om, at sygehuset har afvist at undersøge de patienter, han har henvist til undersøgelse på sygehuset.

Og for nylig har han og hans lægekollega i klinikken oplevet to gange, at patienter, som de mistænkte havde kræft, blev afvist af sygehuset.

Når Daniel Sindhøjs lægelige sjette sans vækkes, kan det handle om mange forskellige signaler, som tilsammen får hans alarmklokke til at ringe: Vægttab. Diffuse smerter. En anden måde at bevæge sig på. Et skift i hudens farver eller nogle lidt skæve, men ikke påfaldende blodprøveresultater. Forskning har vist, at de praktiserende lægers »mavefornemmelse« for alvorlig sygdom er en meget pålidelig indikator for, om patienten rent faktisk er alvorlig syg.

For et lille års tid siden fik Daniel Sindhøj den der dårlige fornemmelse, da han sad over for en kvindelig patient. Hun klagede over træthed, og det var tydeligt, hun havde tabt sig en del siden sidst. Kvinden havde tidligere haft et par forskellige kræftdiagnoser – hun var erklæret kræftfri.

Daniel Sindhøj syntes at kunne mærke en knude i hendes mave. Der var noget galt her, men han vurderede, at knuden næppe havde forbindelse til de tidligere kræftforløb. Så han henviste kvinden til en kræftudredning på det såkaldte diagnostiske center på sygehuset.

Men henvisningen blev afvist. Selv om afvisningen formentlig var korrekt ud fra de retningslinjer, som sygehuset arbejder efter, efterlod det både læge og patient utrygge.

Daniel Sindhøj måtte i gang med at ringe rundt for at få en anden sygehusafdeling til at tage imod kvinden og scanne hende.

Det lykkedes hos nyreambulatoriet. CT-scanningen afslørede en stor kræftknude i kvindens tarm.

Men inden hun overhovedet nåede at få svar på scanningen, blev hun akut indlagt med stærke mavesmerter, og hun døde kort tid efter af tarmslyng.

Smertefuld død

»Det var jo med al sandsynlighed den kræftknude i tarmen, som forårsagede tarmslyng. Kvinden var så langt i sit kræftforløb, at hun – uanset hvornår hun var blevet scannet – ikke var blevet helbredt for tarmkræften. Men hun kunne måske have levet længere. Og hun havde nok heller ikke været nødt til at dø af tarmslyng, som er ret smertefuldt,« lyder det fra Daniel Sindhøj.

I hans lægeklinik er også en anden patient afvist af sygehuset inden for det seneste års tid, selv om vedkommende var henvist til scanning med mistanke om kræft i maven.

Sygehuset mente, det måske var forstoppelse.

Det viste sig, at der var kræft i tarmen.

Igen har sygehuset formentlig fulgt retningslinjerne, som findes. Men patienten passede ikke lige ind, og derfor blev udredningen forsinket. Uden at den ekstra ventetid i øvrigt er registreret nogen steder.

Ifølge Daniel Sindhøj er der blandt de mange afviste patienter heldigvis kun relativt få kræftpatienter. Men flere gange om ugen oplever han, at henviste patienter bliver afvist af sygehusene.

Det drejer sig om alle mulige forskellige typer patienter.

»Vi er efterhånden havnet i en situation, hvor man – når man som læge laver en henvisning – faktisk ikke har tillid til, at der overhovedet er nogen, der griber bolden fra den anden side. Det er utrygt for os læger, men det er jo først og fremmest patienterne, som det går ud over,« siger Daniel Sindhøj.

Samme frustration

Han understreger, at når han henviser en patient til undersøgelse på sygehuset, er det, fordi han allerede har set og undersøgt patienten og vurderer, at han som praktiserende læge ikke har midlerne, udstyret eller specialistviden nok til at kunne hjælpe patienten mere.

På Fyn sidder en af hans kolleger med nøjagtig samme frustration.

Det er Daniel Roosen, som har været praktiserende læge i knap 15 år. Han kalder den stigende mængde afvisninger af patienter for »stærkt foruroligende«.

»Der har hidtil været mest fokus på, at det er de psykiatriske patienter, der i stor stil afvises. Det er slemt nok. Men jeg kan desværre nu konstatere, at ”epidemien” har spredt sig til stort set alle andre lægespecialer, herunder cancer,« siger Daniel Roosen.

I hans klinik har lægerne oplevet afvisninger af patienter, der siden viste sig at have hhv. tarmkræft og kræft i galdegangene.

»Vi fastholdt vores mistanke og fandt siden canceren ved i stedet at henvise patienten til CT-scanning af brystkassen og bughulen,« beretter han.

Han kalder udviklingen »meget bekymrende og uacceptabel«.

»Det er da paradoksalt, at der i Danmark bruges store summer på at forebygge og screene for kræft og andre sygdomme. Når vi så ude i almen praksis ser en patient, hvor vi mistænker alvorlig sygdom, så risikerer vi, at disse patienter bliver afvist. Det kan føre til forsinkede diagnoser og til unødvendige dødsfald,« siger Daniel Roosen.