Lea Haller kan først få sin søn udredt i 2028: »Hans barndom smuldrer mellem mine hænder«
Som mor til et barn i psykiatrien oplever Lea Haller ventetiden som at sidde fast et sted, hvor afmagt og tristhed fylder alt.
En følelse af afmagt, frustration, tristhed og vrede fylder Lea Hallers krop, mens hun ser, hvordan hendes søns barndom smuldrer mellem fingrene på hende.
Det sker, fordi hendes yngste barn, en dreng på 11 år, ikke kan komme videre i børne- og ungdomspsykiatrien før om godt halvandet år.
En ventetid, der føles både ødelæggende og opslidende for familien.