»Få mig ud herfra.«
Den kreative klasse på Østerbro er »verdensfjern«, og »islamisterne« kan rende og hoppe. Halime Oguz har tænkt sig at tordne mod det Vollsmose, hvor hun blev gift som 17-årig. Takket være en fransk filosof.
En kvinde er på date med en mand.
Da han tager hendes hånd, må hun forholde sig til hans tilnærmelser. Hvis hun trækker hånden til sig, afviser hun ham. Hvis hun lader den ligge under hans, accepterer hun sin bejler.
Men kvinden gør noget tredje, skriver franskmanden Jean-Paul Sartre, der giver eksemplet i sin filosofi.
Hun lader den ligge, men kun som »en ting«.
Hun forsøger at undslippe valget ved at gøre sin hånd til et ligegyldigt objekt.
Da Halime Oguz som voksen læste de linjer, tænkte hun med sorg tilbage på den dag i stuen mange år tidligere, da hun bare var en 17-årig teenager i Vollsmose på vej til at blive gift.
»Det trak tæppet fuldstændigt væk under mig,« siger hun.
For det var jo det, der var sket dengang.