Fortsæt til indhold
Indland

Klimaaktivister trængte ind på stor vestjysk virksomhed

Politiet har været tilstede ved en uanmeldt demonstration ved FMC Rønland, tidligere Cheminova.

Klimaaktivister fra blandt andet Den Grønne Ungdomsbevægelse og Nordic Climate Justice Coalition har i dag afholdt en uanmeldt demonstration ved FMC Rønland, der producerer sprøjtemidler.

Hovedvejen ved fabrikken har i en kortere periode været spærret for trafik i forbindelse med politiets indsats. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på dets hjemmeside.

I en pressemeddelelse via Ritzau skriver Den Grønne Ungdomsbevægelse, at den kræver et forbud mod dansk eksport af EU-ulovlige pesticider.

Demonstranterne har primært befundet sig ved indgangen til FMC Rønland, men nogle af aktivisterne har kort bevæget sig ind på grunden for at tage jordprøver.

»Vi tiltænker at sende prøverne til Aarhus Universitet og kræve, at de analyserer dem. Universitet ejede jo fabrikken i 50 år og har tjent styrtende med penge på det, men stort set ikke bidraget til oprydningsarbejdet,« fortæller Elaia Tølbøll fra Den Grønne Ungdomsbevægelse i pressemeddelelsen.

Kent Hansen, der er indsatsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, bekræfter, at der var fem aktivister, der kom ind på grunden og fik taget jordprøver. De er alle blevet anholdt og har ikke fået prøverne med.

Han fortæller desuden, at situationen er rolig og under kontrol, og at trafikken glider igen. De forventer, at demonstrationen er ovre senest klokken 16.

»De er ved at stemme om, hvornår de ophæver demonstrationen.«

I pressemeddelelsen skriver Den Grønne Ungdomsbevægelse, at pesticiderne, der produceres på fabrikken, eksporteres til lande i det globale syd, hvor konsekvenserne er veldokumenterede.

»Mange af vores produkter er udviklet til andre lande og under andre klimaforhold, hvor der er et afgørende behov for dem, og hvor de er fuldt godkendt til salg. Det gælder lande og regioner som Ukraine, USA, Canada, Brasilien, Argentina, New Zealand, Australien, Mexico, Mellemøsten og dele af Afrika,« skriver Jakob Kyllesbech, der er fabrikschef ved FMC Rønland, i et skriftligt svar til TV Midtvest.

»Skadedyrene og plantesygdommene i disse lande og regioner udgør en trussel, som danske landmænd og borgere aldrig har stået over for, og som de forhåbentlig heller aldrig kommer til.«

Efter en kort visit ved Høfde 42, et par kilometer fra FMC Rønland, pakkede demonstranterne ifølge TV Midtvest sammen og tog hjem i de busser, de var kommet i.