Fortsæt til indhold
Indland

Skoleforening er bekymret for AI-symptombehandling: »Vi løber afsted uden at kende retningen«

Danske Erhvervsskoler og -gymnasier savner en større snak om, hvad en skole skal kunne i AI-epoken.

I sidste uge kom undervisningsminister Magnus Heunicke (S) med meldingen om en AI-strakspakke til gymnasierne.

Efter en stikprøve på 11 gymnasier viste et – ifølge ministeren »stærkt bekymrende« – dyk i karaktergennemsnittet, annoncerede Heunicke (S), at en pakke med tiltag, der vil være gældende fra næste skoleår, er på vej.

Og det er fint, mener forperson for Danske Erhvervsskoler og -gymnasier Allan Kortnum.

»Det er godt at sætte et plaster på.«

Men i dette tilfælde svarer det lidt til at sætte et plaster på et åbent benbrud. Hvis du tror, det løser problemet, er det, fordi du ikke har forstået problemets kerne og omfang, mener han.