Hun troede, hun ville have opdaget det, hvis faren gjorde børn fortræd. Så kom anklagerne
De har ikke begået forbrydelsen, men kan alligevel blive ramt af skam, mistro og social isolation. Susan tilhører en normalt usynlig og tavs gruppe, som eksperter kalder »de sekundære ofre«. Nu taler hun.
Det tog 20 minutter, før jeg fik mig selv til at ringe.
Jeg sad alene i lydstudiet på Jyllands-Posten med nummeret til en kvinde, hvis far havde gjort stor skade i andre menneskers liv.
I 2021 stod han tiltalt for seksuelle overgreb mod flere mindreårige i en sag, der strakte sig tilbage til slutningen af 1980’erne.
Kvinden, jeg skulle ringe til, hedder Susan.