Fortsæt til indhold
Indland

Rød alarm i flere lande: Varmerekorder dræber i tusindvis

Klima- og sundhedseksperter er ikke i tvivl: Hedebølger udmatter mange, især ældre og syge, og koster titusindvis af mennesker livet. Og det bliver værre fremover.

I både 2003 og 2022 kostede hedebølger op mod 70.000 mennesker livet i Europa.

I disse dage har stegende temperaturer på 35-40 grader eller endnu mere igen lagt sig over Europa. I Danmark kan termometret i weekenden ramme 33-37 grader.

Det vil også uundgåeligt koste tusindvis af menneskeliv. Fremtiden tegner et endnu mere dystert billede. For verden, og ikke mindst Europa, bliver kun varmere.

Indtil videre har vi i år mest hørt om dem, der drukner, når de forsøger at køle sig ned i floder og søer. Og om børn, der dør, fordi de bliver glemt i en varm bil.

Det er slemt nok. Men især ældre, syge og svagelige er i fare. Det samme gælder f.eks. vejarbejdere, der er ude i solen hele dagen. Især i byerne er mennesker udsatte, fordi her er der varmest.