Mangel på personale betyder færre tog den kommende uge
Der vil være færre togafgange på Sjælland fra den 22. til den 30. juni. Det skyldes sporarbejde og mangel på togpersonale.
Der vil køre færre regionaltog på Sjælland fra mandag 22. juni til tirsdag 30. juni.
Det oplyser DSB, som anbefaler at tjekke Rejseplanen for at få et overblik.
Det fremgår, at ændringerne i køreplanen vil ramme tre strækninger.
De tog, der kører mellem Slagelse og Københavns Lufthavn uden om Københavns Hovedbanegård, er aflyst.
På to strækninger vil toget kun køre en gang i timen.
Det gælder afgange mellem Næstved og Københavns Hovedbanegård via Køge.
I myldretiden vil toget mellem Nykøbing Falster, Næstved og Københavns Hovedbanegård med togskifte i Næstved også kun køre en gang i timen, mens køreplanen uden for myldretiden vil være uændret.
Årsagen til, at der skrues ned for togdriften, findes i den store mængde sporarbejde, som er i gang på Sjælland, lyder det fra DSB’s informationschef, Tony Bispeskov.
Når en rute afkortes, skal der indsættes mere togpersonale, end hvis samme personale kunne være med på hele ruten, lyder forklaringen.
Et eksempel er på strækningen mellem København og Odense. Hvis der er sporarbejde mellem Ringsted og Slagelse, så skal der både køre regionaltog mellem København og Ringsted og mellem Slagelse og Odense.
- Vi har en ret kompleks situation i Danmark i den her tid, fordi der er så meget sporarbejde, som også ændrer karakter undervejs.
- I den konkrete situation har vi vurderet, at vi ikke har personalet, siger Tony Bispeskov.
DSB arbejder på at løse problemet med personalemangel.
- Vi er i fuld sving med både at ansætte og uddanne nye togførere, men sagen er den, at når der er så stort et omfang af sporarbejde, så kræver det et større personaleforbrug, og det er sådan set det, vi slås med i øjeblikket.
Frem for at aflyse afgange med kort varsel til stor frustration for togpassagererne forsøger DSB at være på forkant.
- Selvfølgelig havde det været bedst at gennemføre alle afgange. Det er vi helt med på. Men det næstbedste er, at vi trods alt orienterer kunderne på forhånd, så de ikke får en negativ overraskelse i sidste øjeblik, siger Tony Bispeskov.