Ny voldsom sag fra Herning: To mænd tiltalt for at få 16-årig til at dræbe kvinde på gaden
En 21-årig kvinde blev i april sidste år dræbt i Herning. Nu er der rejst tiltale mod tre personer for drabet.
Det var en blot 16-årig dreng, der ifølge anklagemyndigheden stod bag drabet på en 21-årig kvinde. Men han gjorde det ikke på eget initiativ.
I de seneste måneder har en verserende voldelig konflikt mellem to grupperinger sendt rystelser gennem Herning og omegn. Der er blevet kastet en håndgranat, affyret skud og stukket med kniv.
Nu er der nye oplysninger i en anden voldsom og tragisk sag fra samme by.
I april 2025 blev en 21-årig kvinde overfaldet.
Hun gik langs et etagebyggeri i udkanten af Herning, da en på daværende tidspunkt 16-årig dreng ifølge anklagemyndigheden sprang frem fra mørket. Et stik i venstre side af lænden med en kniv eller en anden spids genstand endte med at slå hende ihjel.
Kvinden, der havde somalisk baggrund, var ikke et tilfældigt offer, mener politiet.
Midt- og Vestjyllands Politi har mandag udsendt en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at anklagemyndigheden har rejst tiltale mod tre personer i sagen, og de er alle tre tiltalt for drab.
Det drejer sig om den i dag 17-årige dreng med tyrkiske rødder, som er tiltalt for at have stukket kvinden, samt en 20-årig mand og en 25-årig mand, der også er tiltalt for drab.
Politiet mener, at det var de to sidstnævnte, der fik drengen til at dræbe den 21-årige kvinde, og de er derfor også tiltalt for drabet.
Hvordan de to mænd skal have fået drengen til at begå drabet, og hvad motivet skulle være, har politiet ikke oplyst noget om.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det ikke har yderligere kommentarer til sagen, før den kommer for retten.
Det er også uvist, om der er tråde til den aktuelle bandekonflikt i byen, som finder sted i samme område, som drabet fandt sted.
»Det ønsker jeg ikke at kommentere på,« udtaler politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup til Herning Folkeblad.
Den 21-årige kvindes moster har fortalt Ekstra Bladet, at den unge kvinde stod lige foran en længe ventet bryllupsfest med sin kommende mand.
Sagen forventes at skulle behandles som en nævningesag i Retten i Herning. Der er afsat 21 dage til at behandle sagen i efteråret.
En sag rejses som en nævningesag, når anklagemyndigheden går efter mindst seks års fængsel. I byretten består et såkaldt nævningeting af seks nævninger og tre juridiske dommere.