Fortsæt til indhold
Indland

Kvinde fik bortført hund efter 12 timers tortur

Fem mænd er fredag dømt i sag, hvor kvinde blev holdt fanget, da man ville have oplysninger om narkolager.

/ritzau/

I 12 timer blev en kvinde holdt fanget af en gruppe mænd på en adresse i Brønderslev, som på forskellig vis forsøgte at true hende til at afsløre placeringen af et narkolager.

Fredag er fem mænd blevet dømt i sagen, oplyser anklager Marie Stigaard fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Den 20-årige Yahya Osman Warsame og den 25-årige Yusuf Bile Abdile blev hver idømt to års fængsel, mens tre andre mænd fik lavere straffe.

Det drejer sig om to 18-årige mænd, der begge var under 18 på gerningstidspunktet i marts sidste år. Og Retten i Hjørring vurderede, at de havde så gode forhold i deres privatliv med både arbejde og uddannelse, at deres straffe skulle gøres delvist betingede.

Den ene blev idømt halvandet års fængsel, og hans straf anses som udstået med de fire måneder, han har siddet varetægtsfængslet i sagen.

Den anden blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder. Han har siddet fængslet i tre måneder, og med det anses hans afsoning for overstået. Begge mænd skal udføre samfundstjeneste.

Den sidste af de fem er en 21-årig mand, som alene blev dømt for at have deltaget i at have taget kvindens hund fra hende. Det skete efter frihedsberøvelsen. Hans straf lød på fire måneders ubetinget fængsel.

Fra 22. marts og helt frem til 14. april var kvinden adskilt fra hunden, og mændene truede med at slå den ihjel, hvis ikke hun ville fortælle om det narkolager, som mændene mente, hun kendte til.

Hundebortførelsen er alle fem dømt for, men kun de fire er altså dømt for selve frihedsberøvelsen, hvor kvinden blandt andet blev udsat for trusler med knive.

Under frihedsberøvelsen tvang de hende til at se en video med en person, som fik skåret en legemsdel af, og de truede med at skære fingre og tæer af hende, hvis ikke hun ville tale.

Under frihedsberøvelsen truede de hende desuden med, at de ville bombe hendes familie og slå hendes hund ihjel.

De dømte, Warsame og Abdile, blev efter retsmødet løsladt. Begge har siddet varetægtsfængslet i 1 år og 2 måneder, og grundlaget for fængslingen har været, at de på fri fod ville kunne påvirke udfaldet af sagen.

Nu er der faldet dom, og grundlaget er ikke længere til stede, vurderede retten.

Alle dømte overvejer, om de vil anke dommen til Vestre Landsret.

Fire af dem må med i deres overvejelser tage risikoen for, at de ved en ankesag i landsretten formentlig igen ville skulle forsvare sig mod en alvorlig anklage i sagen, som de blev frifundet for.

De var nemlig anklaget for, at to af dem under frihedsberøvelsen af kvinden udsatte hende for voldtægt ved at tvinge hende til oralsex. De to andre medvirkede efter anklagemyndighedens opfattelse til dette, fordi de ikke greb ind.