»Der er en løsning på problemet, og den er faktisk ret simpel«
Hvad sker der, hvis man giver en biolog nøglerne til Statsministeriet? Kan en bugt i Sydengland redde havet i Danmark? Eller er det for sent? Bare rolig, der er håb, men vi skal handle nu, lyder beskeden fra biologen Anders Kofoed.
Du har hørt det hele før.
Havet gisper efter luft.
Fiskene er forsvundet, og landets fiskeriforeninger klapper i som østers.
Igen og igen fortæller sukkende forskere, at situationen i de danske farvande er kritisk.
At iltsvindet er det værste i årtier.
Eller også erklærer de simpelthen bare havet for dødt.
Ser man billeder af den grumsede ørken, der gemmer sig under vores vandspejl, de mørke, slimede bunde med hvide svovllag, søstjernerne og krabberne, der kæmper for at holde fast i livet dernede i dybet, ja, så føles det også sådan.
Som om det danske hav ikke står til at redde.
Men hvad hvis jeg fortalte dig, at der var håb?