Fortsæt til indhold
Indland

Over 22 millioner kroner i sedler indleveret i april

Den 31. maj bliver 1000-kronesedlen og gamle sedler værdiløse. Nu åbnes endnu en indleveringskasse i Aarhus.

/ritzau/

Nationalbanken har fredag åbnet endnu en indleveringskasse til gamle pengesedler i Aarhus.

Det sker, efter at antallet af indleveringer i Aarhus er steget de seneste uger.

Det skriver Danmarks Nationalbank i en pressemeddelelse.

Fra den 31. maj bliver en række gamle pengesedler værdiløse.

Det drejer sig om den nuværende 1000-kroneseddel og alle typer af sedler fra seddelserierne fra 1944, 1952, 1972 og 1997.

Sedlerne har siden 31. maj 2025 været ugyldige som betalingsmiddel i butikker. Inden længe er de også værdiløse i Nationalbankens øjne.

I hele april har Nationalbankens indleveringskasser gennemført 5526 ekspeditioner, hvor over 22 millioner danske kroner er blevet afleveret i form af sedler.

Antallet af indleveringer i Aarhus har tidligere i år været nede på under 40 procent af indleveringerne i København.

De seneste par uger er antallet af ekspeditioner nærmet sig antallet i København.

- Der er nu kun én måned til, at 1000-kronesedler og ældre sedler bliver værdiløse. Vi kan se, at der stadig mangler for 917 millioner kroner i 1000-kronesedler og 2,3 milliarder kroner i ældre sedler, siger hovedkasserer ved Nationalbanken Niels Kaas.

Trods de manglende pengesedler vurderer Niels Kaas, at det ikke kommer til at have nogen påvirkning på samfundsøkonomien.

- Det er med al sandsynlighed sedler, som ikke findes længere. Det kan være, de er forsvundet, gået i stykker eller destrueret i brand, siger han.

Nationalbanken har indgået et samarbejde med vekselbureauet Forex, der betyder, at man frem til 31. maj 2026 kan indlevere gamle pengesedler og få nye i stedet for.

Niels Kaas forklarer, at der som udgangspunkt ikke vil være mulighed for at indløse sedlerne efter tidsfristen.

- Efter den 31. maj kan sedlerne have samlerværdi eller affektionsværdi. Men i forhold til at kunne indløse dem bliver de værdiløse, siger han.

Forex-butikkerne modtager kun de sedler, som inden længe bliver ugyldige. Indløsningen af kontanter kræver desuden, at der udfyldes en erklæring og fremvises gyldig billedlegitimation.

- Ud over udfyldt blanket og ID kan der være krav om dokumentation af beløbet, og de krav afhænger af beløbets størrelse.

- Derudover skal man være opmærksom på, at der kan være perioder med kø i butikkerne, og derfor bør man afsætte god tid, hvis man skal besøge et af indleveringsstederne. Det er også en god idé ikke at vente til slutningen af maj, men komme i gang nu, siger Niels Kaas.

Tidligere på ugen åbnede også endnu en kasse i København.

Nationalbanken har nu tre kasser i København, en i Odense og to i Aarhus.