Fem meldes i kritisk tilstand efter togulykke i Nordsjælland
Ud af 37 ombordværende er 18 kommet til skade i togulykke i Nordsjælland. Fem meldes i kritisk tilstand.
To tog stødte torsdag frontalt sammen på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland.
I alt er 18 personer kommet til skade ved ulykken, der skete om morgenen.
Ved en pressebriefing ved politigården i Helsingør torsdag formiddag oplyste cheflæge Anders Damm-Hejmdal fra Region Hovedstadens akutberedskab, at fem personer er i kritisk tilstand.
De 18 tilskadekomne blev bragt til behandling på hospitaler i regionen. De fleste blev bragt til behandling på Rigshospitalet.
I alt var 37 personer om bord på de to tog, der kolliderede i Nordsjælland.
Torsdag eftermiddag var det endnu for tidligt at sige noget om, hvad der var årsag til ulykken.
Her lød det, at Banedanmarks beredskab arbejdede på at få de to tog tilbage på skinnerne, hvilket er et meget omfattende arbejde.
Det oplyste Klaus Jensen, der er enhedschef hos Havarikommissionen, til DR.
Samtidig er Havarikommissionen ved at indsamle tekniske beviser fra ulykkesstedet, ligesom de også skal indsamle data i forsøget på at komme en årsag til ulykken nærmere.
»Det er alt for tidligt at sige noget om det. Men vi kigger efter, om der er noget teknisk med signalsystemer og på skinner, og om der er menneskelige faktorer indover,« sagde han til DR.
Ulykken skete på Gribskovbanens strækning umiddelbart nord for Isterødvejen nord for Hillerød.
Billeder fra stedet viste, at det ene af de implicerede tog havde retning mod Tisvildeleje, som ligger i Gribskov Kommune.
Gribskovs borgmester, Trine Egetved (K), har kommenteret ulykken i et opslag på Facebook.
»Jeg er dybt rystet og chokeret og tænker på alle de involverede. Lokalbanen anvendes af mange Gribskov-borgere, medarbejdere og skoleelever,« lyder det bl.a. fra borgmesteren.
Landets fungerende statsminister, Mette Frederiksen (S), er også meget berørt af togulykken.
»Jeg er meget berørt over den forfærdelige togulykke på Gribskovbanen. Flere er i kritisk tilstand. Mine tanker går til de tilskadekomne, de pårørende og alle, der er berørt af ulykken,« sagde hun torsdag i en skriftlig kommentar.
Det er Region Hovedstadens akutberedskab, som har stået for ambulanceindsatsen i forbindelse med ulykken.
Regionen oplyser, at der har været indsat syv ambulancer, to akutbiler, to akutlægebiler, tre sygetransporter og en indsatsleder i forbindelse med ulykken. Derudover har der været indsat en helikopter fra Forsvaret.
I Gribskov Kommune har man ikke kendskab til, at der skulle være problemer med signalfejl på strækningen.
Det siger formanden for kommunens teknikudvalg, Brian Lyck Jørgensen (DF), til TV 2.
Han kalder ulykken »dybt tragisk«, men understreger, at det endnu er uvist, hvad årsagen til den var.
»Jernbanen løber igennem kommunen, så det er noget, som berører en rigtig dybt. Også at det i hele taget kunne ske,« siger han til TV 2.
Ifølge DR er der mange pendlere, som benytter sig af Gribskovbanen og kender hinanden fra morgentoget.
Derfor har folk i løbet af torsdagen ringet til hinanden og skrevet rundt på Facebook for at høre, om folk er okay, skriver mediet.