Fortsæt til indhold
Indland

Nyt beredskab skal sikre danskerne mod pest og ebola

En ny indsatsgruppe skal styrke arbejdet mod smitsomme sygdomme som pest, ebola og kopper.

Skulle du blive ramt af for eksempel pest, kopper eller ebola, vil hjælpen i fremtiden være forbedret.

Der er ikke tale om langnæsede urtemasker, men derimod en ny måde at forebygge smitte, der er blevet taget i brug i Region Hovedstaden, og som ifølge direktøren for akutberedskabet er en forbedring af beredskabet.

Hos Region Hovedstaden har 16 ambulancereddere og paramedicinere gennemført en efteruddannelse, der specialiserer dem i håndtering af særligt farlige smitsomme sygdomme.

Tidligere har fokus været på at beskytte sundhedspersonalet ved at pakke redderne ind i store dragter, der skulle sikre, at de ikke blev smittet. Nu vender man metoden om, fortæller Thomas Reimann, der er direktør for akutberedskabet i Region Hovedstaden:

»Med den nye proces her, der isolerer vi patienten fra omverdenen,« siger han.

Når redderne rykker ud til en patient med en særlig farlig smitsom sygdom, er den klassiske båre byttet ud med en »epishuttle«. En stor kapsel, hvor patienten ikke er i direkte kontakt med omgivelserne.

Og det er smart af flere grunde, siger Thomas Reimann:

»Putter man en smittet patient ind i en ambulance på en båre, skal ambulancen bagefter rengøres. I særlig grad, hvis det er en smitsom sygdom. Det kan tage rigtig lang tid, men med den nye metode reducerer vi i højere grad, hvor lang tid den ambulance bliver taget ud af drift,« siger han.

Derudover bliver det nemmere for redderne at transportere den smittede patient rundt på hospitalet, fordi der ikke skal tages lige så mange hensyn til omgivelserne, når patienten er isoleret i kapslen.

Den såkaldte epishuttle, hvor den smittede bliver transporteret hele vejen til infektionsmedicinsk afdeling uden kontakt med omgivelserne. Foto: Region Hovedstadens Akutberedskab

Skal man frygte pesten?

Selv om de nyuddannede har til huse i hovedstadsområdet, skal man ikke frygte dårligere behandling, hvis man skulle blive ramt af en sygdom i Jylland.

Man har nemlig et lignende beredskab i Region Midtjylland, som har hjulpet deres sjællandske kolleger under uddannelsen:

»Vi har arbejdet sammen med vores gode kolleger i Region Midtjylland for at få det implementeret hos os. Set med de helt store Danmark-briller har vi nu et specialberedskab i øst og i vest, hvor vi kan supplere hinanden, skulle man have flere patienter, ligesom vi også gør i dagligdagen,« siger Thomas Reimann.

I første omgang er det 16 personer med erfaring fra det præhospitale beredskab, der har fået uddannelsen. Det skyldes, at vi relativt sjældent ser patienter med disse sygdomme herhjemme, siger beredskabsdirektøren:

»Det er ikke fordi vi har en forventning om, at nu kommer der en masse med pest eller ebola ind over grænsen, men blot for at være forberedt og gøre det bedre end i går,« siger Thomas Reimann.

I december havde Statens Serum Institut registreret 32 tilfælde af tularæmi, også kendt som harepest, herhjemme. Smitte sker gennem bid fra inficerede dyr, oftest gnavere eller flåter. Der blev ikke registreret tilfælde af ebola.

Kommer man på et tidspunkt forbi Hvidovre Hospital, hvor Infektionsmedicinsk Afdeling ligger, skal man ikke frygte for sin sikkerhed, fastslår Thomas Reimann:

»Det er nogle fagligt dygtige mennesker, der virkelig forstår at håndtere hygiejnen med disse farlige og meget smitsomme sygdomme. Så man skal ikke blive urolig, når man læser det her som borger,« siger Thomas Reimann.