Fortsæt til indhold
Indland

Isen begynder at give problemer – isbryder sættes ind torsdag morgen

Danmark har ikke længere statsejede isbrydere til at holde sejlrenderne åbne, hvis fjorde og have for alvor fryser til.

Frosten har nu hersket så længe, at en sjælden gæst begynder at give problemer i flere havne og fjorde landet over: isen.

Det ses særligt i Limfjorden, Ringkøbing Fjord og Thyborøn Kanal, hvor tæt eller spredt drivis og isflager nogle steder gør det vanskeligt eller direkte farligt at sejle med træskibe, som ikke er bygget til forholdene.

Det oplyser Søværnets Istjeneste, som overvåger situationen og hjælper skibsfarten, hvis det er nødvendigt.

På Sjælland er blandt andet Isefjord og Præstø Fjord udfordret af isdannelse, og i Københavns Havn har havnebusserne indstillet driften foreløbig frem til fredag, da de ikke er bygget til at sejle i vand med is.

Desuden har Søværnets Istjeneste nu aktiveret isberedskabet i Smålandsfarvandet mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Her er slæbebåden ”Valdemar” blevet rekvireret til at bryde isen i Guldborgsund torsdag morgen, så skibe kan komme ind til Nykøbing Falster.

»Indtil videre er dét det eneste sted, vi har aktiveret i beredskabet. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå i Limfjorden de kommende dage,« siger orlogskaptajn Jens Hulgaard fra Istjenesten.

Farvel til isbryderne

Det er efterhånden mange år siden, at Søværnets tre store isbrydere ”Danbjørn”, ”Thorbjørn” og ”Isbjørn” blev sendt på pension og senere solgt eller skrottet, da man ikke længere mente, at der var brug for dem.

Efter mange år uden opgaver besluttede Folketinget i 2010 at sende Søværnets stærke isbrydere "Isbjørn", "Thorbjørn" og "Danbjørn" på pension. Arkivfoto: Mick Anderson/Polfoto

I dag er al isbrydning i danske farvande kommerciel. Det vil sige, at privatejede isbrydere, typisk slæbebåde, skal hyres til opgaven, hvis en havn eller et rederi har brug for hjælp.

Dog er der udpeget fire særlige indsatsområder, hvor Søværnet står for at rekvirere isbrydere, hvis skibsfarten har brug for det.

Disse områder er Limfjorden både øst og vest for Aalborg, farvandet syd for Fyn samt Smålandsfarvandet – hvor isberedskabet aktuelt er aktiveret.

Alle andre steder må havne eller rederier selv betale, hvis de skal have brudt is, forklarer Jens Hulgaard.

»Det vil sige, at hvis du har behov, så må du finde nogen, der kan hjælpe dig,« siger han.

Badebroen ved Femmøller Strand nær Ebeltoft er godt iset til, men skibfarten ved Ebeltoft Vig er ikke påvirket. Foto: Ernst van Norde/Scanpix 2026

Ingen har ringet

Både i Nykøbing Mors og Skive Havn er isen i øjeblikket fastfrossen og 10-15 centimeter tyk, så det er vanskeligt at sejle selv for visse stålskibe, fremgår det af Istjenestens seneste melding.

Ved Løgstør, hvor Limfjorden snævres ind, meldes der om både kompakt og sammenfrosset drivis på op til 10 centimeters tykkelse. Her er sejlads uden isbryderhjælp kun mulig for »stærkt byggede skibe egnede for sejlads i is og med god maskinkraft,« lyder det.

Så hvorfor er der ikke for længst hyret isbrydere?

Fordi ingen af havnene på nuværende tidspunkt har bedt om hjælp til at få skibe sikkert gennem isen, forklarer Jens Hulgaard.

»Hvis ikke der kommer nogen skibe, så aktiverer vi ikke beredskabet,« siger han.

Brovagten på Aggersundbroen kan bekræfte, at der ikke er meget at lave for tiden. Onsdag skulle kun et enkelt skib under broen, og det var en slæbebåd, som godt kunne klare mosten gennem drivisen.

»I mange havne ligger der en slæbebåd, som selv kan bryde isen, hvis det er. I hvert fald inde i havnen,« forklarer orlogskaptajn Hulgaard.

»Men det kan godt blive et problem, hvis der opstår is længere ude,« medgiver han.

Hvad gør man så?

»Der har man så valgt politisk, at det må erhvervet selv klare. Altså rederier og havne i samarbejde.«

Indtil videre vurderer Istjenesten ikke, at de større farvande som Kattegat og Storebælt er ved at fryse til. Dog er der risiko for, at is kan dannes ved kysten rundt om Sjælland, Fyn, Lolland og Falster de kommende dage.

Aarhus Havn følger udviklingen

I Aarhus Havn giver isen endnu ikke problemer for skibstrafikken til erhvervshavnen, men det kan hurtigt ændre sig, hvis vejrudsigterne holder stik.

»Lige nu kan skibene godt komme ind uden isbrydere, men det kommer til at blive et problem. Det er meldingen fra vores maritime folk,« siger kommunikations- og pressechef Daniel Møller Jensen.

Det er for tidligt at sige, om og hvornår havnen kan blive nødt til at skaffe hjælp fra isbrydere, forklarer han.

»Det er ikke noget, vi gør særlig ofte, men det er sket før.«

Aarhus Havnerundfart har delt dette billede af isen i havnen med teksten: »Svanen i vinterhi«.