Gendannelsen af historisk sø handler mere om fugle end om klima
Klimaeffekten blev fremhævet, da pumperne blev stoppet for at gendanne en stor sø. Naturen og bl.a. den positive effekt for fuglelivet havde reelt den højeste prioritet.
I september sidste år udsendte Naturstyrelsen og Ministeriet for Grøn Trepart en pressemeddelelse, hvori de skrev om genskabelsen af en af Nordsjællands største søer – Søborg Sø:
»Projektet vil gavne både klima, natur og friluftsliv.«
Nu sætter et forskningsprojekt spørgsmålstegn ved klimaeffekten af helt at oversvømme tidligere landbrugsjord.