Regeringen afskaffer kammeradvokattitlen
Siden 1936 har staten haft en kammeradvokatordning med det private advokatfirma Poul Schmith.
Kammeradvokaten - også kendt som statens advokat - er fortid om et års tid.
Emnet om Kammeradvokatens fremtid har ligget på finansminister Nicolai Wammens (S) bord i over et år, men torsdag har regeringen meldt ud, at den afskaffer kammeradvokattitlen fra 1. januar 2028.
Flere opgaver bliver udliciteret til andre advokatfirmaer, og som noget nyt oprettes Statsadvokaten, hvis opgave bliver at tage sig af statens rådgivnings- og retssagsopgaver.
Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Det er over et år siden, at en ekspertgruppe anbefalede regeringen at afskaffe kammeradvokattitlen og i stedet oprette sin egen regeringsadvokat.